En familie på 2 voksne og 1 mindreårigt barn havde flere gange ansøgt A kommune om flyttehjælp, men havde fået afslag.
I april måned 1993 oplyste ansøger til A kommune, at familien flyttede til B kommune den 15. maj 1993. Han oplyste samtidig, at han havde søgt om boligindskudslån i B kommune, og at han havde indfriet sit nuværende indskudslån gennem optagelse af banklån. Han havde opsagt sit lejemål pr. 15. maj 1993.
Den 3. maj 1993 henvendte han sig til A kommune om hjælp til betaling af indskud i B kommune, idet denne kommune havde afslået ansøgningen om boligindskudslån, således at familien ville stå uden bolig.
A kommune besluttede herefter at yde kaution for indskudslånet vedrørende lejligheden i B kommune.
A kommune afviste senere at meddele refusionstilsagn.
Ankenævnet tiltrådte A kommunes afslag på at yde refusionstilsagn og begrundede afgørelsen med, at der ikke var ydet flyttehjælp efter bistandsloven til familiens flytning til B kommune. Nævnet henviste i afgørelsen til, at familien var flyttet på eget initiativ. Det forhold, at A kommune i medfør af boligstøttelovens § 59 havde ydet kaution til et pengeinstitut for boligindskudslånet, udløste efter nævnets opfattelse ikke refusionskrav efter bistandslovens § 47, stk. 2.
B kommune anførte i klagen til Ankestyrelsen, at A kommunes garanti for lån til beboerindskud efter boligstøttelovens § 59 til en lejlighed i en anden kommune burde kunne sidestilles med flyttehjælp efter bistandslovens § 47, stk. 1, således at procedurereglerne i bestemmelsens stk. 2 skulle iagttages.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der ertale om omgåelse af reglen i bistandslovens § 47, stk. 2, i en situa tion, hvor en kommune stiller garanti for betaling af indskudslån efter boligstøttelovens § 59.
