Ankestyrelsens principafgørelse O-129-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 37, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 6a

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 21221-95: Ansøger havde ægtefælle og 4 børn i X-land, som han havde fået bevilget familiesammenføring med. På grund af de politiske forhold i landet havde det dog ikke været muligt for familien at forlade hjemlandet.

Ansøger, der modtog kontanthjælp med taksten for ikke-forsørgere, anmodede i juni 1995 socialforvaltningen om regulering af den udbetalte kontanthjælp, idet han mente, at han burde have haft udmålt hjælp efter taksten for forsørgere. Han afleverede samtidig dokumentation for, at han havde sendt penge til hjemlandet.

Dokumentationen viste, at han siden 1992 et antal gange havde fået overført penge til personer i Pakistan, X-land og Norge, samt at han flere gange havde købt US-dollars.

Kommunen traf afgørelse om, at der kun kunne udbetales kontanthjælp med taksten som ikke-forsørger, når ansøger ikke havde sine børn her i landet, og at der således ikke kunne blive tale om nogen regulering af kontanthjælpen.

Kommunen fandt det uden betydning, at ansøger kunne fremvise attester på, at børnene var hans, og at han sendte penge hjem til deres forsørgelse.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse og begrundede dette med, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for at få kontanthjælp efter forsørgertaksten, selvom han som far til 4 børn under 18 år havde forsørgelsespligt overfor disse.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgers børn ikke opholdt sig her i landet, og at han ikke retligt var forpligtet til at betale bidrag til børnene.

Overfor Ankestyrelsen blev det oplyst, at det ikke var muligt at dokumentere, at pengeoverførslerne var videresendt til hustru og børn. Ansøger havde forsøgt at sende penge direkte til hustruen, men banken havde tilbageholdt beløbet. Siden da havde ansøger sendt penge via andre personer enten i form af bankoverførsler eller formidling af den indkøbte valuta.

Dansk Flygtningehjælp havde for sit vedkommende udtalt, at man anså et forældreskab for dokumenteret, når der var søgt og bevilget familiesammenføring, men at det i øvrigt kunne være svært at vurdere, om dokumentationen var tilstrækkelig, idet mange lande ikke registrerede oplysninger på samme måde som Danmark. Ofte kunne det endvidere være vanskeligt at sende penge direkte via bank, og til visse afrikanske lande kunne der kun sendes penge via kurér.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne udmåles hjælp med taksten for forsørgere, når barnet opholdt sig i udlandet, samt om der kunne kræves dokumentation for, at kontanthjælpsmodtageren var forpligtet til at yde og rent faktisk ydede bidrag til barnets forsørgelse.

Ankestyrelsen fandt, at det afgørende for, om der kunne ydes en kontanthjælpsansøger hjælp med et beløb svarende til 80% af højeste dagpengebeløb, var, at det kunne dokumenteres, at ansøgeren havde forsørgelsespligt over et eller flere børn under 18 år.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i bistandslovens § 37, stk. 2, var tilstrækkelig hjemmel til at stille krav om, at ansøger tilligedokumenterede, at der rent faktisk blev ydet bidrag til barnets for sørgelse, og at dette gjaldt, uanset om barnet opholdt sig her i landet eller i udlandet.

Ankestyrelsen fandt herefter, at ansøger havde været berettiget til at modtage kontanthjælp med taksten for forsørgere, og at han derfor var berettiget til at få omberegnet den kontanthjælp, der var ydet ham i henhold til bistandslovens § 37 fra 1. januar 1994.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at ansøger havde fået bevilget familiesammenføring med hustru og børn.

Ankestyrelsen fandt det herved tilstrækkeligt dokumenteret, at lovens forudsætninger om, at ansøger havde børn under 18 år, og at han havde forsørgelsespligt overfor disse var opfyldt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale ankenævns afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til fornyet afgørelse i overensstemmelse med de angivne retningslinier.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 200351-96: Ansøger, der var indrejst fra X-land, og som havde flygtningestatusfra 1985, var på ansøgningstidspunktet gift med en kvinde i hjemlan det, som han havde en 16-årig søn sammen med.

Ansøger havde oplyst overfor kommunen, at han sendte ca. 1.000 kr. hjem pr. måned til sin mor og hustru. Pengene blev sendt kontant for at spare gebyr, eller han havde dem selv med, når han besøgte familien.

Ansøger anmodede i maj 1994 kommunen om at få ændret udmålingen afkontanthjælp fra taksten som ikke-forsørger til taksten for forsør gere.

Kommunen gav afslag herpå, da der ikke forelå dokumentation for, at der var fastsat bidrag til sønnen, samt at ansøger rent faktisk bidrog til hans forsørgelse.

Der forelå i sagen dokumentation for, at ansøger den 1. maj 1995 overførte 1.200 kr. til sønnen.

Der forelå endvidere bekræftelse af 9. oktober 1995 fra ambassaden i det tidligere hjemland på, at ansøger med virkning fra 26. april 1995 var blevet skilt fra sin hustru, og at han var forpligtet til at betale bidrag til sønnen.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet ansøger ikke skønnedes berettiget til at modtage kontanthjælp efter bistandslovens forsørgertakst.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger havde dokumenteret sin status som forsørger over for sit barn, men at der ikke i sagen sås at foreligge den i henhold til bistandslovens § 37 krævede dokumentation for faktisk deltagelse i forsørgelsen af barnet på dettidspunkt, hvor han ansøgte om at få ændret udmålingen af kon tanthjælp fra taksten uden forsørgelsespligt til taksten med.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til at modtagekontanthjælp med taksten for forsørgere, og at han derfor var be rettiget til at få omberegnet den kontanthjælp, der måtte være ydet i henhold til bistandslovens § 37 fra 1. januar 1994.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at ansøger var blevet pålagt at yde bidrag til sin søns forsørgelse.

Ankestyrelsen fandt det herved tilstrækkeligt dokumenteret, at lovens forudsætninger om, at ansøger havde et barn under 18 år, og at han havde forsørgelsespligt over dette, var opfyldt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale ankenævns afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til fornyet afgørelse i overensstemmelse med de angivne retningslinier.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 201825-95: Ansøger, der var flygtning fra et afrikansk land, overgik fra Dansk Flygtningehjælp til en kommune pr. 1. maj 1994.

Overfor kommunen forklarede ansøger, at hans ægtefælle var afgået ved døden i hjemlandet, og at han havde 2 børn, der opholdt sig hos familie.

Ansøger oplyste endvidere, at han sendte penge til børnenes forsør gelse, men at han ikke kunne dokumentere, at han havde to børn, eller at han sendte penge direkte til deres forsørgelse.

Ansøger fik af kommunen bevilget kontanthjælp med taksten for ikke forsørgere.

I sagen forelå oversættelse af et brev til ansøger, der anviste hans morbror, der opholdt sig i Mellemøsten, som kontaktperson.

Der forelå endvidere dokumentation for, at ansøger henholdsvis i november 1992, i oktober 1993, i januar 1994 og i februar 1994 havde foretaget pengeoverførsler til denne person.

Kommunen anførte overfor ankenævnet, at den fremviste dokumentation efter forvaltningens opfattelse ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøger ydede økonomisk hjælp til børnenes forsørgelse i udlandet.

Ankenævnet tiltrådte kommunes afgørelse med samme begrundelse.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til at modtage kontanthjælp med taksten for forsørgere.

Ankestyrelsen lagde herved særlig vægt på, at det ikke i tilstrække ligt omfang kunne anses for dokumenteret, at ansøger havde børn under 18 år, og at han havde forsørgelsespligt overfor disse.

For at ansøger kunne blive betragtet som forsørger i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, måtte det således, såfremt det ikke var muligt at dokumentere, at han var fader til børnene, på anden måde kunne sandsynliggøres, at dette var tilfældet, fx ved at der blev sendt faste månedlige ydelser til børnenes forsørgelse.

Ankestyrelsen lagde således ved afgørelsen til grund, at ansøger ikke kunne dokumentere, at han havde to børn, samt at der kun havde været tale om få og uregelmæssige pengeoverførsler.

Med denne begrundelse tiltrådte Ankestyrelsen således det sociale ankenævns afgørelse.