Ankestyrelsen fandt, at en talemaskine var et hjælpemiddel, der faldt ind under bistandslovens § 58, og at yderligere afprøvning afhjælpemidlet, udover den afprøvning der havde fundet sted på under visningsinstitutionen, derfor påhvilede kommunen.
Ankestyrelsen lagde ved vurderingen heraf vægt på, at talemaskinenikke kun skulle benyttes i forbindelse med den egentlige under visning, men også skulle benyttes udenfor institutionen. Den kunne derfor ikke betragtes som et undervisningsmiddel, som det påhvilede undervisningsinstitutionen at stille til rådighed.
Ankestyrelsen var herefter enig med nævnet i, at det påhvilede kommunen at bevilge den ansøgte hjælp i en prøveperiode på 3 måneder. Herefter måtte kommunen i samarbejde med sagkyndige og de personer, der til dagligt omgik det handicappede barn, vurdere, om han var i stand til at anvende talemaskinen bevidst, og om hans kommunikationsbehov derved forbedredes mærkbart.
Ankestyrelsen fandt på baggrund af de i sagen foreliggende oplys ninger, herunder især udtalelse fra specialafprøvningen, at det varnødvendigt med en afprøvningsperiode for at få klargjort, om tale maskinen i væsentlig grad lettede drengens daglige tilværelse.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.
_____________________________________________________
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 20292-94
En 8-årig multihandicappet dreng blev henvist til specialafprøvning med henblik på vurdering af hans mulighed for at anvende en talemaskine. Det blev anbefalet, at der blev leaset en talemaskine af et særligt mærke i 3 måneder med mulighed for forlængelse, da det ikke kunne vurderes, hvor præcist der blev peget.
Kommunen gav afslag med den begrundelse, at det endnu ikke fandtes tilstrækkeligt afklaret, om han med rimelig sikkerhed kunne anvende en talemaskine. En mere intensiv afprøvning af talemaskinen fandtesat være et undervisnings-/indlæringsspørgsmål og påhvilede undervis ningsinstitutionen.
Nævnet pålagde kommunen, foreløbig i en 3-måneders prøveperiode, at bevilge den ansøgte hjælp. Herefter måtte kommunen i samarbejde med sagkyndige og de personer, der til dagligt omgik drengen, vurdere, om han var i stand til at anvende talemaskinen bevidst, og om hans kommunikationsmuligheder derved mærkbart blev forbedret.
Nævnet lagde ved afgørelsen især vægt på den udtalelse, som var afgivet i sagen.
Nævnet fandt herefter, at det var nødvendigt med en afprøvnings periode for at få klargjort, om talemaskinen i væsentlig grad lettede hans daglige tilværelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af samme spørgsmål som den første sag.
