Ankestyrelsens principafgørelse O-65-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 33, stk. 2, nr. 10, § 35, stk. 1 og § 66d, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 118, pkt. 119, pkt. 80

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1. - j.nr. 40111-95: Sagen drejede sig om et 7-årigt barn, der havde været anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehavere iomkring 2 år på en behandlingsinstitution. Baggrunden for an bringelsen var utilstrækkelig omsorg for og behandling af barnet fra indehaverne af forældremyndigheden og adfærds- og tilpasningsproblemer hos barnet. Ifølge en børnepsykiatrisk erklæring vurderedes det, at barnets udviklingsbehov nu bedst kunne tilgodeses ved en anbringelse i familiepleje, hvorfor Børn og unge-udvalget traf beslutning om flytning samtidig med at det tvangsmæssige grundlag ifølge bistandslovens § 35, stk. 1, fortsat var tilstede.

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at betingelserne for at barnet fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehavere var opfyldt, jf. bistandslovens § 66 d, stk. 2, jf. § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1 og nr. 4, jf. 2. punktum.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at det var nødvendigt, at barnets opholdssted blev ændret ud fra formålet med anbringelsen, jf. § 66 d, stk. 2, jf. stk. 1, 1. punktum.

Sagen skulle tages op til fornyet behandling i Børn og unge-udvalget senest inden 1 år fra Ankestyrelsens afgørelse, eller såfremt sagen blev indbragt for landsretten, senest inden 1 år fra eventuel dom, jf. § 35 a, stk. 1, 1. og 2 punktum.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 40115-95: Sagen drejede sig om et barn på under 1 år, som siden fødslen havde haft ophold uden for hjemmet, idet barnet efter fødslen frivilligtblev anbragt på en observations- og behandlingsinstitution. Foræl dremyndighedsindehaveren ønskede barnet anbragt i familiepleje, men skiftede efterfølgende mening og ønskede barnet hjemgivet. Der blev herefter truffet formandsbeslutning om anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Beslutningen blev godkendt af Børn og unge-udvalget. Ved den endelige afgørelse traf Børn og unge-udvalget afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og traf samtidig afgørelse om, at barnet snarest skulle flyttes fra døgninstitutionen til familiepleje.

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at barnet skulle være anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. bistandslovens § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1, jf. 2. punktum.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at det var nødvendigt, at barnets opholdssted blev ændret ud fra formålet med anbringelsen, jf. § 66 d, stk. 2, jf. stk. 1, 2. punktum.

Sagen skulle tages op til fornyet behandling i Børn og unge-udvalget senest inden 1 år fra Ankestyrelsens afgørelse eller såfremt sagen blev indbragt for landsretten, senest inden 1 år fra eventuel dom, jf. § 35 a, stk. 1, 1. og 2. punktum. Sagen blev af advokaten for forældremyndighedens indehaver indbragt for landsretten. Under sagen ønskede advokaten efterprøvelsen begrænset til alene at vedrøre beslutning efter bistandslovens § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1, omanbringelsen uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndig hedensindehaver. Vestre Landsret stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse om anbringelsen, herunder fristen for sagens genbehandling i Børn og unge-udvalget.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 40116-95: Sagen drejede sig om et 5-årigt barn, der havde været frivilligt anbragt i omkring 3 år på en akutinstitution. Der var oprindeligtplaner om, at mor og barn sammen skulle have ophold i en familie pleje. Moderen meddelte på et tidspunkt, at hun ikke længere var interesseret i et sådant fælles ophold, men at hun dog fortsat var interesseret i, at barnet blev anbragt i familiepleje. Da kommunen havde fundet en egnet plejefamilie, ønskede moderen imidlertid ikke, at barnet blev anbragt i denne familiepleje. Moderen ønskede ikke barnet hjemgivet.

Forvaltningen indstillede, at der blev truffet afgørelse efter § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1, om at barnet forblev anbragt uden for hjemmet, nu uden moderens samtykke, og at barnet snarest blev overført til familieplejen.

Børn og unge-udvalget traf afgørelse om overflytning til familie pleje. Der blev lagt vægt på, at betingelserne i § 35, stk. 1 var opfyldt. Anbringelsen blev anset for fortsat at være frivillig, da moderen ikke ønskede barnet hjemgivet.

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at betingelserne for at barnet skulle være anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver var opfyldt, jf. bistandslovens § 66 d, stk. 2, jf. § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1, jf. 2. punktum.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at det var nødvendigt, at barnets opholdssted blev ændret ud fra formålet med anbringelsen, jf. § 66 d, stk. 2, jf. stk. 1, 2. punktum. Ankestyrelsen var enig med Børn og unge-udvalget i, at der fortsat var tale om en frivillig anbringelse, da barnet ikke ønskedes hjemtaget af forældremyndighedens indehaver, og da uenigheden alene vedrørte flytningen. Ankestyrelsen havde fået begge disse udsagn bekræftet under fremmødet i Ankestyrelsen.

Der blev ikke i Ankestyrelsens afgørelse anført nogen frist for fornyet behandling af sagen, da der fortsat var tale om en frivillig anbringelse uden for hjemmet efter § 33, stk. 2, nr. 10.