Ankestyrelsens principafgørelse O-120-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

12-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 46a

Note:

*) Se også SM O- 69-94.

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20096-95

Et behandlingscenter søgte den 11. april 1994 på ansøgerens vegne hjemkommunen om betaling for behandling og ophold på centret.

Det blev oplyst, at ansøgeren blev indlagt akut på behandlingscentret den 30. marts 1994. Han blev indskrevet efter selv at være mødt op på centret, da der ikke fandtes andre steder, hvor han kunne blive indlagt akut.

Han oplyste, at han frygtede for sit liv, da hans misbrug helt havde taget magten fra ham. Dagen i forvejen havde han kontaktet amtets behandlingscenter, men fik der at vide, at der ville gå mindst 3 måneder, inden man kunne tage ham i behandling.

Om de sociale forhold var oplyst, at ansøger startede sit hashmisbrug som 13-årig, og 3 år efter begyndte han at indtage hårde stoffer. Ved indskrivningen oplyste han, at han de sidste 17 år havde været narkoman.

Inden for de sidste 6 år havde han tilbragt 2 1/2 år i fængsel. Alle dommene havde været for narkorelateret kriminalitet. Han blev løsladt fra den sidste dom den 30. december 1993.

Til trods for sit misbrug, havde han formået at passe 2 jobtilbud af 7 måneders varighed inden for de sidste 5 år, hvilket havde betydet, at han havde været i A-kasse og havde modtaget dagpenge derfra.

Behandlingscentret oplyste, at ansøgeren var meget medtaget af sit misbrug både fysisk og psykisk. Prisen for behandlingen var 16.000 kr. pr. 4 uger ekskl. lommepenge. Centret tilrådede, at ansøger fik lov til at gennemføre minimum 12 måneders intensiv behandling.

I september 1994 meddelte kommunen afslag på ansøgningen, da man skønnede, at de eksisterende behandlingsmuligheder ikke var udtømte.

I klagen til nævnet den 3. oktober 1994 oplyste ansøgeren, at han nu havde været stoffri i 5 1/2 måned.

Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse således, at der skulle ydes hjælp til 12 måneders intensiv behandling på behandlingscentret.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at behandlingsmulighederne i offentligt regi på amtets behandlingscenter i dette tilfælde var udtømte, idet nævnet fandt, at der på henvendelsestidspunktet var behov for at iværksætte behandling straks, og at behandlingen derforikke kunne afvente ventetiden på 3 måneder på amtets behandlingscen ter.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, trods sit misbrug, havde været i stand til at gennemføre 2 jobtilbud, hvorfor nævnet fandt, at de personlige forudsætninger for at gennemføre et behandlingsforløb således var til stede.

Kommunen anførte i klagen til Ankestyrelsen, at man var enig i, at ansøgeren havde behov for behandling, men at behandlingen burde have været iværksat i amtets regi i tilknytning til henvendelsen der.

Ansøger havde efter indankningen til Ankestyrelsen oplyst, at han ikke tidligere havde modtaget behandling bortset fra, at han selv havde forsøgt at holde op.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en ventetid på 3 måneder på behandling i offentligt regi kunne sidestilles med, at behandlingsmulighederne var udtømte.

Ankestyrelsen fandt, at ventetid på behandling i offentligt regi ikke i sig selv kunne begrunde, at behandlingsmulighederne inden for det offentlige behandlingssystem kunne anses for udtømte.

Ankestyrelsen fandt således, at spørgsmålet om, hvorvidt der kunne ydes hjælp til behandling i henhold til bistandslovens § 46 a iprivat regi som følge af ventetid inden for det offentlige behandlingssystem, måtte bero på en konkret vurdering af lidelsens karakter, nødvendigheden af, at behandlingen blev iværksat straks og i privat regi samt forholdene i øvrigt.

Hjælpen forudsatte endvidere, at betingelserne i henhold til bistandslovens § 46 a i øvrigt var opfyldte. Ankestyrelsen fandt endvidere, at da motivation og behov for behandling straks var faktorer, som generelt karakteriserede de mis brugere, som henvendte sig på behandlingscentret, kunne dette ikke alene være afgørende for, om der kunne ydes hjælp til behandling i privat regi i henhold til bistandslovens § 46 a, medmindre der forelå særlige omstændigheder, der talte for, at behandlingen blev iværksat straks.

Ankestyrelsen fandt, at der i den konkrete sag ikke havde foreligget sådanne særlige omstændigheder, at der havde været grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp i henhold til bistandslovens § 46 a til behandling på behandlingscentret.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at selv om ansøger havde været stofmisbruger i mange år, havde der ikke tidligere været forsøgt behandling inden for det offentlige behandlingssystem.

Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøgningen til kommunen først skete, efter at indlæggelsen på behandlingscentret var sket, og at det ikke af sagen fremgik, at der forinden var sket henvendelse til kommune eller egen læge med henblik på mulighederne for at afhjælpe en akut situation eller mulighederne for fremrykning på venteliste.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at mulighederne inden for det offentlige behandlingssystem havde været udtømte, og ændrede nævnets afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke, at den hjælp, ansøgeren havde fået udbetalt på grundlag af nævnets afgørelse, kunne kræves tilbage betalt.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20146-95: Ansøger, der var alene med et barn og modtog arbejdsløshedsdagpenge, søgte i november 1993 kommunen om betaling af psykologhjælp. Hun oplyste, at hun havde gennemgået et kursus mod angst og fobier hos en klinisk psykolog. Hun havde i flere år haft betydelige psykiske problemer. Hun havde som følge heraf tidligere været i behandling hos psykolog/psykiater og indlagt på psykiatrisk sygehus 2 gange, sidst i en 4 måneders periode i sommeren 1992 med efterfølgende gruppeterapi i ca. 8 måneder. Hun havde endvidere været i behandling med flere forskellige former for nervemedicin samt haft ugentlige samtaler hos egen læge.

Hun var flyttet til nuværende kommune den 1. marts 1993, hvor hun gik til ugentlige samtaler hos egen læge, som samtidig havde henvist hende til en praktiserende psykiater, der imidlertid havde meget lang ventetid. Lægen gjorde hende derfor opmærksom på den kliniske psykolog, som var specialist i angst og fobier.

Da ansøger i den periode havde det psykisk meget dårligt, valgte hun herefter at kontakte den kliniske psykolog og startede i juli / august 1993 i behandling hos hende. Hun gennemgik et kursus mod angst og fobier af 2 måneders varighed, dagligt fra kl. 9.00 til kl. 14.00.

Ifølge den kliniske psykolog havde ansøger det væsentligt bedre efter den afsluttede behandling.

Kommunen meddelte afslag på hjælp til betaling af psykologhjælp med den begrundelse, at behandlingsmulighederne via det etablerede system ikke var udtømte. Af kommunens journalark fremgik det, at distriktspsykiatrien ikke havde været prøvet. Nævnet ændrede kommunens afgørelse om afslag på hjælp til betaling af et kursus mod angst og fobier ved privatpraktiserende psykolog, ialt 7.000 kr.

Nævnet fandt det under henvisning til ansøgers hidtidige forløb i det offentlige behandlingssystem og under hensyn til, at hun fikanbefalet kurset af sin læge, tilstrækkeligt godtgjort, at behand lingsmulighederne inden for det offentlige behandlingssystem på ansøgningstidspunktet var udtømte i hendes tilfælde, selv om hun var på venteliste til privatpraktiserende psykiater.

Under forudsætning af, at ansøger ikke selv havde midler til at afholde den ansøgte udgift, pålagdes kommunen at yde hende hjælp til det ansøgte kursus.

Kommunen oplyste ved indankningen til Ankestyrelsen, at ansøger umiddelbart efter kurset fik det bedre, men at hendes tilstand efter få måneder blev forværret. Hun var fra juni 1994 i behandling hos psykiater som hele tiden planlagt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om betydelig ventetid inden for det offentlige behandlingssystem kunne begrunde, at der blev ydet hjælp i henhold til bistandslovens § 46 a til privat behandling.

Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse i overensstemmelse med sag nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at behandlingsmulighederne inden for det offent lige behandlingssystem ikke kunne anses for at være udtømte.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren først søgte om økonomisk hjælp til kurset i november 1993, efter at kurset var afholdt i juli/august 1993. Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort, at behandlingen ikke kunne være foregået inden for det offentlige behandlingssystem efter tilflytningen til nuværende kommune, f.eks. ved distriktpsykiatrien, indtil hun som planlagt kunne komme i behandling hos den praktiserende psykiater.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke, at ansøgeren skulle tilbagebetale den hjælp, hun havde fået udbetalt i henhold til nævnets af gørelse.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 20233-95: Ansøger søgte den 2. juni 1994 kommunen om hjælp til behandling for kraftig behåring i ansigtet. Hun oplyste, at hun i 1991 af egen læge var henvist til hospitalsbehandling. Hun havde flere gange været til undersøgelse og var indstillet til behandling. Da der var flere års ventetid på behandlingen, påbegyndte hun på eget initiativ behandling hos en privat kosmetolog. Behandlingen kostede 15 - 20.000 kr. (300 kr. pr. gang i ca. 2 år, 1 gang pr. uge).

Ansøger var gift, og begge ægtefæller var i arbejde. De beboede eget hus, og der var ingen børn i ægteskabet. Kommunen anmodede i første omgang ansøgeren om at kontakte egen læge med henblik på fremrykning på venteliste. Da behandlingen imidlertid først kunne iværksættes efter endnu et år, fastholdt ansøger sin ansøgning.

Af oplysningerne fra ansøgers læge fremgik det, at ansøger var tiltagende psykisk belastet af den udtalte skægvækst. Hun måtte dagligt bruge meget tid på at fjerne hår fra ansigtet med pincet.

Det var lægens opfattelse, at behandlingen burde foregå i offentligt regi uden udgift for ansøgeren. Den abnorme hårvækst var af en sværhedsgrad, som uden tvivl belastede meget. Derfor var mange års ventetid urimelig.

Kommunen meddelte i juli 1994 afslag på hjælp til behandlingen med henvisning til udtalelsen fra egen læge om, at behandlingen bedst blev foretaget i sygehusregi, og at behandlingen kunne iværksættes inden for et år.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøger måtte anses for omfattet af bistandslovens § 46 a, hvorefter der kunne ydes hjælp til dækning af den ansøgte behandling, såfremt hun ikke selv havde midler til at afholde udgifterne.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på det oplyste, hvorefter ansøger i januar 1991 på lægelig indikation var henvist til behandling på offentligt sygehus. Nævnet fandt, at det ikke kunne anses for rimeligt, at hun fortsat henvistes til at afvente behandling i offentligt regi.

Nævnet fandt således, at den ansøgte udgift var nødvendig og velbegrundet, herunder at forsvarlig behandling ikke havde kunnet iværk sættes i offentligt regi.

Sagen hjemvistes herefter til kommunens vurdering af, hvorvidt de økonomiske betingelser for hjælp efter bistandslovens § 46 a var opfyldte.

Nævnet gjorde opmærksom på, at der ved afgørelsen ikke var taget stilling til eventuel dækning af udgiften ved privatpraktiserende kosmetolog fra det tidspunkt, der konkret rettedes et lignende behandlingstilbud i offentligt regi.

Efter indankningen til Ankestyrelsen oplyste kommunen, at den på baggrund af nævnets afgørelse havde foretaget en økonomisk vurdering, hvorefter ansøger selv måtte anses for at være i stand til at afholde udgiften.

Nævnet havde tiltrådt denne afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgifter til epilering (fjernelse af kraftig behåring i ansigtet) var omfattet af bistandslovens § 46 a, når der var lang ventetid på behandling i offentligt regi.

Ankestyrelsen traf afgørelse i overensstemmelse med afgørelsen i sag nr. 1.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at der havde været grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp i henhold til bistandslovens § 46 a til den ansøgte udgift. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på lidelsens karakter samt på, at der uanset den meget lange ventetid ikke var oplyst sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at det havde været nødvendigt at foretage behandlingen på ansøgningstidspunktet.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Det bemærkedes samtidig, at Ankestyrelsen heller ikke fandt, at de økonomiske betingelser for at få hjælp i henhold til bistandslovens § 46 a til den ansøgte udgift var opfyldte.