Ankestyrelsens principafgørelse O-148-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

12-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 18, § 25, stk. 1 og § 43, stk. 2

En mand havde i oktober 1990 fået bevilget bruttorevalideringsydelse efter bistandslovens § 43, stk. 2 til en uddannelse som faglærer. Uddannelsen var planlagt at skulle vare fra 1. januar 1991 til 31. december 1993.

Revalidenden blev orienteret om, at han, såfremt der blev pauser i uddannelsesforløbet, ville overgå til udbetaling af kontanthjælp efter bistandslovens § 37.

Forvaltningen indhentede løbende udtalelse fra uddannelsesstedet vedrørende uddannelsesforløbet.

Den 8. november 1992 rykkede forvaltningen telefonisk uddannelses stedet for en udtalelse, da forvaltningen ikke havde fået svar på en opfølgningsskrivelse af 25. august 1992.

Uddannelsesstedet oplyste, at revalidenden ikke modtog undervisning på centret. Han blev herefter indkaldt til et møde i forvaltningenden 3. december 1992, hvor han oplyste, at han startede på uddannel sesstedet efter sommerferien 1992, men at han ophørte i september 1992 på grund af rygproblemer. Da han ikke efterfølgende kom i gangmed pædagogikum, besluttede kommunen at stoppe bruttorevali deringsydelsen pr. 31. december 1992. Revalidenden fik i stedet bevilget kontanthjælp efter bistandslovens § 37 fra 1. januar 1993.

I marts 1993 blev forvaltningen opmærksom på, at manden ikke havdeophold på den tilmeldte adresse, men havde ophold på et optagelses hjem.

Manden blev indkaldt til samtale den 2. april 1993, men mødte ikke op. Udbetalingen af kontanthjælp blev herefter standset pr. 7. april 1993, da han ikke var berettiget til hjælp efter bistandsloven under ophold på optagelseshjemmet. Den 13. april 1993 blev optagelseshjemmet kontaktet af forvaltningen. Optagelseshjemmet blev overrasket over at høre, at manden modtog kontanthjælp. Samtidig oplyste optagelseshjemmet, at manden havde haft ophold dér fra den 18. maj 1992 og indtil da med undtagelse af perioden 11. august 1992 til 16. august 1992.

Den 6. august 1993 anmodede kommunen politiet om at undersøge, hvorvidt der havde foreligget socialbedrageri.

I følge anklageskriftet blev der af politimesteren rejst tiltale for socialbedrageri efter straffelovens § 279 med påstand om, at manden i tiden fra den 18. maj 1992 til den 7. april 1993, svigagtigt havde undladt at oplyse socialforvaltningen i kommunen om, at han i den nævnte periode havde boet på optagelseshjemmet, hvorved han afsocialforvaltningen havde fået udbetalt 62. 933 kr. i bruttorevali deringsydelse efter bistandslovens § 43 fra den 18. maj 1992 til den 31. december 1992 og kontanthjælp efter bistandslovens § 37 fra den 1. januar 1993 til den 7. april 1993.

Ved byrettens dom af 8. november 1994 blev manden frifundet for den del af tiltalen, der vedrørte bruttorevalideringsydelsen, men domfældt for kontanthjælpen, der drejede sig om et beløb på 9.301 kr.

For bruttorevalideringsydelsen bemærkede retten, at det ikke fandtes tilstrækkeligt godtgjort, at han skulle have været klar over, at han ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at give kommunen besked om ændringer i sine forhold. Retten bemærkede, at ændringerne fandtes at have været af en karakter, så meddelelse burde være givet.

Den 3. maj 1995 modtog manden meddelelse fra kommunen om, at den hjælp, som han havde modtaget fra den 18. maj 1992 til den 7. april 1993, var gjort tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 25, stk. 1, med den begrundelse, at han havde ophold på optagelseshjemmet i denne periode, men undlod at oplyse forvaltningen derom.

I anken til ankenævnet anførte manden, at han kun havde dom for at være 9.301 kr. skyldig, hvoraf han i øvrigt havde tilbagebetalt 3.891 kr.

Ankenævnet tiltrådte kommunes afgørelse og begrundede sin afgørelse med, at manden den 23. oktober 1990 blev orienteret om, at han, såfremt der blev en pause i uddannelsesforløbet, havde pligt til at orientere forvaltningen herom.

Da nævnet fandt det godtgjort, at manden ved indflytningen på optagelseshjemmet den 18. maj 1992 samtidig afbrød uddannelsen uden at meddele dette til kommunen, havde kommunen efter nævnets opfattelse været berettiget til at træffe beslutning om, at manden også skulle tilbagebetale den udbetalte bruttorevalideringsydelse for tiden 18. maj 1992 til 1. januar 1993.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvad en dom for socialbedrageri betyder for kommunens mulighed for/ret til at fastsætte et tilbagebetalingskrav vedrørende både den del af hjælpen, hvor pågældende blev frifundet og den del, der førte til domfældelse.

Efter bistandslovens § 18 har den, der modtager social bistand, pligt til at underrette kommunalbestyrelsen om forandringer i sine forhold, der kan medføre, at bistanden indskrænkes eller ophører.

Dette gælder også for ydelser efter § 43, stk. 2. Efter bistandslovens § 25, stk. 1 træffer kommunalbestyrelsen beslutning om tilbagebetaling, når en person har undladt at give oplysninger som krævet i § 18 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at manden den 18. maj 1992 tog ophold på optagelseshjemmet var en sådan forandring i hans forhold, at han burde have indset, at dette kunne medføre, at hjælpen ville blive indskrænket eller ophøre.

Det forhold, at manden ved rettens dom var frikendt for bedrageri efter straffelovens § 279 for den udbetalte bruttorevalideringsydelse ændrede ikke Ankestyrelsen opfattelse af, at oplysningspligten efter bistandslovens § 18 var tilsidesat, og at ydelsen derfor kunne kræves tilbagebetalt, idet manglende opfyldelse af oplysningspligten efter § 18 ikke alene omfatter forhold, der kan bedømmes som en straffelovsovertrædelse, men også forhold om hvilke der burde være givet oplysning.

Ankestyrelse tiltrådte således med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.