Landsretten udtalte bl.a., at uanset, at hjælpen til terminsudgifter var ydet på grundlag af en vurdering af begge ægtefællers økonomiske forhold og deres mulighed for gensidig forsørgelse, fandtes hjælpen ikke under de foreliggende omstændigheder at være ydet til andre end hustruen.
Manden kunne derfor ikke anses for modtager af hjælpen.
Landsretten fandt, at det krævede udtrykkelig hjemmel at pålægge ægtefæller solidarisk hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget den ene ægtefælle. Der var hverken i lovteksten eller forarbejdene til bistandslovens dagældende § 25, nr. 2 (tidligere § 25, stk. 1, nr. 2) taget stilling til spørgsmålet, om der er solidarisk hæftelse for ægtefæller i en situation, hvor der var ydet hjælp til den ene ægtefælle til terminsudgifter, der vedrører den anden ægtefælles ejendom. Der fandtes heller ikke at være hjemmel til at pålægge ejerægtefællen solidarisk hæftelse for den ydede hjælp.
Kommunen blev derfor dømt til at anerkende, at manden ikke var forpligtet til at tilbagebetale det beløb på 14.400 kr., som var udbetalt i terminsudgifter til den tidligere ægtefælle.
Ankestyrelsen indbragte som mandater for kommunen Landsrettens afgørelse for Højesteret.
Højesteret afsagde dom i sagen den 9. oktober 1996.
Højesteret bemærkede, at ægteskabslovningen er baseret på et principom ægtefællers ligestilling og selvstændighed. Også den offentligretlige lovgivning må fortolkes i overensstemmelse med grundsæt ningen om ægtefællers økonomiske særråden og særhæften, således at fravigelse forudsætter en klar lovhjemmel.
Der var efter ordlyden og forarbejdene til den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42 om hjælp til uddannelse m.v. ikke grundlag for at anse andre end hustruen som modtager af hjælpen, selv om der ved trangsbedømmelsen og udmålingen af hjælpen var taget hensyn til mandens økonomi i overensstemmelse med reglerne herom.
Der var heller ikke grundlag for ud fra princippet i bistandslovens § 6 om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt overfor det offentlige at anse begge ægtefæller for modtagere af hjælp, der alene var bevilget til den ene. Højesteret bemærkede herved, at bistandsloven ikke indeholder en bestemmelse svarende til forsorgslovens § 27. **)
Højesteret tiltrådte derfor, at manden ikke kunne anses som modtager af hjælpen.
Herefter og af de grunde der var anført af Landsretten vedrørende den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 25, nr. 2, tiltrådte Højesteret endvidere, at der ikke i denne bestemmelse var hjemmel for kommunens tilbagebetalingskrav overfor manden.
Landsrettens dom stadfæstedes derfor.
