Ankestyrelsens principafgørelse O-117-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 39, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 15, pkt. 33

Ansøger var aktiveret med undervisning som modersmålslærer. Ægtefællen, der fik supplerende kontanthjælp, havde fået udbetalt overskydende skat med 16.718 kr.

Kommunen standsede derefter udbetalingen af supplerende kontanthjælp, og oplyste, at der først ville kunne udbetales kontanthjælp efter ny ansøgning.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at når overskydende skat var større end 12.400 kr., svarende til grænsen for indregning af restskat i næste års skatteopkrævning, betragtedes den som formue, og kontanthjælpen stoppede.

Ankenævnet fandt, at overskydende skattebeløb op til, hvad der er den normale ramme for regulering af forskudsskat, p.t. 12.400 kr., ikke kunne betragtes som formue.

Nævnet lagde ud fra en lighedsbetragtning til grund, at den del af beløbet, der lå under p.t. 12.400 kr. burde betragtes som et udskudt forbrug uanset størrelsen af den samlede overskydende skat.

I klagen anførtes det, at kommunen ikke mente, at der var lovhjemmel til at fastsætte en fast beløbsgrænse, som der skulle ses bort fra, hvis en person i en periode med trangsbestemt kontanthjælp fik formue i form af udbetalt overskydende skat. Der henvistes til, at bistandsloven blev ændret den 1. januar 1994, så kontanthjælpen blev gjort skattepligtig. Derimod blev der ikke ændret i formuleringen af bistandslovens § 39, og kommunen var ikke bekendt med en lovhjemmel til den udvidede fortolkning af bistandslovens § 39, som Socialministeriet foretog i vejledning af 3. april 1995, pkt. 33, 4. afsnit.

Kommunen anførte, at den heller ikke var opmærksom på en eventuel hjemmel, der gav mulighed for at danne et regelfast skøn, når formuen kom til i hjælpsperioden i form af overskydende skat, til forskel fra formue, der hidrørte fra alle andre måder.

Nævnet meddelte efterfølgende, at afgørelsen og tilsvarende afgjorte sager var udtryk for en fortolkning af formuebegrebet, idet nævnet fandt, at overskydende skattebeløb, op til hvad der var den normale ramme for regulering af forskudsskat, ikke kunne betragtes som en formue, men var et udtryk for udskudt forbrug.

Nævnet meddelte endvidere, at ca. 20 behandlede tilsvarende sager også vedrørte udenlandske ægtepar, hvor hustruen fik et beløb tilbage i skat, der var i samme størrelsesorden som i denne sag, og hvor ægtefællen fik en dertil svarende restskat. Typisk anvendte ægteparret det tilbagebetalte beløb til at betale mandens restskat med - ofte efter vejledning fra kommunen herom.

Nævnet anførte endelig, at ægteparrene således ikke havde haft en økonomisk gevinst i disse sager, der syntes at have årsag i en uhensigtsmæssig/forkert opgivelse af parrets forventede indtægter til skattevæsenet. I en række af sagerne oplystes det, at det var kommunens socialforvaltning, der hjalp de pågældende udlændinge med at udfylde skemaerne til skattevæsenet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt overskydende skat, der oversteg det beløb, der kunneindregnes i det kommende års forskudsskat, i sin helhed skulle be tragtes som formue, eller om der var hjemmel til at fastsætte en grænse svarende til reguleringsmaksimum.

Ankestyrelsen fandt, at overskydende skat op til 12.400 kr., svarende til det beløb, der kunne indregnes i det følgende års forskudsskat, måtte betragtes som en normal forbrugsforskydning og dermed ikke som formue.

Beløbet havde således ikke indflydelse på ægtefællernes ret til kontanthjælp.

For så vidt angik den resterende overskydende skat, fandt Ankesty relsen, at dette beløb måtte betragtes som formue, der ikke skulle bortses fra ved beregningen af ægtefællernes kontanthjælp.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.