Ankestyrelsens principafgørelse O-126-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

12-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 46b

Note:

*) Der henvises til SM O-126-95 og SM O-127-95.

Ansøger var gift. Hustruen havde 2 særbørn på h.h.v. 12 og 16 år, og han havde selv et særbarn født i 1987, der boede hos moderen.

Ansøger anmodede i maj 1994 kommunen om hjælp til dækning af trans portudgifter i forbindelse med samvær med sin søn.

Der forelå i sagen kopi af statsamtets samværsresolution.

Kommunen opgjorde familiens samlede nettoindtægter til 15.375 kr. pr. måned incl. såvel børnebidrag som børnefamilieydelse til hustruens 2 særbørn. De samlede godkendte faste udgifter blev samtidig opgjort til 8.390 kr. pr. måned.

Ifølge et journalnotat i sagen anså kommunen et minimumsrådigheds beløb på 2.300 kr. pr. voksen og 351 kr. pr. barn for rimeligt pr. måned. Efter kommunens beregning var der herefter tale om et overskud på 1.683 kr. pr. måned.

De månedlige kørselsudgifter i forbindelse med samværet var beregnet til 968 kr.

Kommunen gav afslag på ansøgningen med begrundelsen, at familien lå over et minimumsrådighedsbeløb på 5.302 kr pr. måned.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag med henvisning til, at kommunens afgørelse var skønsmæssig, og at nævnet kun kunne ændre kommu nens skøn, hvis det ikke var lovligt, eller det i den konkrete situation førte til et åbenbart urimeligt resultat.

Nævnet fandt ikke, at dette var tilfældet i denne sag, idet ansøger selv havde midler til at afholde udgifterne.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at baggrunden for, at kommunen havde fastsat et rådighedsbeløb på 2.300 kr. månedlig til voksne og 351 kr. til børn, ikke fremgik af sagen. Ansøger fandt det foruroligende, at kommunen kunne skønne det muligt at afholde al kost, beklædning m.v. for 1 barn for et beløb, der svarede til halvdelen af et normalbidrag.

Ansøger påpegede endvidere, at der i indkomstopgørelsen var medtaget samtlige ydelser til hustruens hjemmeboende særbørn, uden at der samtidig i udgiftsopgørelsen var medtaget udgifter vedrørende børnene udover det skønnede rådighedsbeløb, hvilket betød, at der i budgettet hentedes et overskud på børnene.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, på hvilken måde børneydelser, herunder ydelser til særbørn indgår i den økonomiske behovsvurdering efter bistandslovens bestemmelser om hjælp i særlige tilfælde.

Afgørelsen af, om ansøger opfyldte de økonomiske betingelser for hjælp efter bistandslovens § 46 b, beroede på et skøn.

Det fremgik af § 10 i lov om børnefamilieydelse, at børnefamilie ydelsen ikke indgik ved beregningen af ydelser efter den sociale lovgivning.

Ankestyrelsen fandt ikke, at børnebidrag skulle medtages som indtægtved den økonomiske behovsvurdering, når der ikke var tale om ud gifter, der relaterede sig direkte til det pågældende barns behov, jf. det anførte i SM O-126-95 og SM O-127-95.

Dette gjaldt, uanset om der var tale om egne børn eller om særbørn.

Såfremt børnenes behov efter en konkret vurdering ikke kunne anses for dækket af det modtagne børnebidrag eller gennem de i budgettet i forvejen afsatte beløb, burde der ved behovsvurderingen afsættes et beløb hertil, jf. at begge forældre havde forsørgelsespligt overfor børnene.

Medmindre der forelå ganske særlige forhold fandt Ankestyrelsen det i denne forbindelse åbenbart urimeligt at forudsætte, at kost og beklædning til børn i den pågældende aldersgruppe skulle kunne afholdes for 351 kr. pr. barn pr. måned. Ankestyrelsen henledte samtidig kommunens opmærksomhed på, at der ikke i forbindelse med en økonomisk behovsvurdering kunne lægges et fast underholdsbeløb til grund, uden at der forinden var foretaget enkonkret individuel vurdering af forholdene, jf. det anførte i SM O 73-95.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.