Ankestyrelsens principafgørelse B-6-96

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 2, stk. 1, nr. 1, § 3 og § 24, stk. 2

Sikringsstyrelsens vejledning nr. 158 af 18. december 1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - pkt. 8

En far indgav ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud for sin søn, som han havde fået forældremyndigheden over ved separationen. Han oplyste, at han var flyttet til ny adresse sammen med sin søn.

Kommunen udbetalte på det grundlag ordinært og ekstra børnetilskud.

Efter 1 år bad kommunen faderen om at indsende kopi af huslejekvit teringer. Faderen oplyste, at han boede hos sin mor på 40 m² med 2 rum, og at han delte køkken med sin mor. Efter kommunens anmodning fremsendte han kvitteringer på husleje, men erkendte efterfølgende, at kvitteringerne var udstedt, fordi kommunen havde bedt om det. Det blev oplyst senere til skatteforvaltningen, at han ikke betalte husleje til sin mor, da han ikke havde råd til det.

Kommunen krævede herefter, at udbetalte børnetilskud i 1 år blev tilbagebetalt under henvisning til, at han måtte betragtes som samlevende med den fraseparerede ægtefælle. Kommunen lagde vægt på, at der var fælles bankkonto, og at der var opnået søskenderabat i børnehaven.

Faderen meddelte, at han ikke havde vidst eller været informeret omsøskenderabat. Han havde ikke haft fælles økonomi med sin fra separerede ægtefælle, kun fælles budgetkonto til betaling af udgifter til skolefritidsordning, børnehave og til det fælles hus, som var til salg.

Der blev efterfølgende udstedt skilsmissebevilling på grundlag af separationsbevillingen. Ankenævnet fandt, at kommunen med rette havde krævet beløbet tilba gebetalt. Nævnets afgørelse havde baggrund i oplysningen om måden,hvorpå faderen og den fraseparerede ægtefælle arrangerede sig prak tisk og økonomisk. Ved indbetaling på fælles budgetkonto havde faderen betalt ikke alene faste udgifter vedrørende den fælles ejendom, men også den fraseparerede ægtefælles private udgifter og underhold. Nævnet fandt endvidere, at den påståede flytning ikke var blevet sandsynliggjort som havende indhold af reel opsplitning af de boligmæssige forhold og reelt ophør af ægteskabslignende forhold, og at han ved information på ansøgningsskemaet havde været vidende om det.

Sagen blev behandlet i principielt møde i Ankestyrelsen med henblik på afklaring af, om en person, der er separeret, kan anses som enligforsørger, uanset at han fortsat har fælles økonomi med den fra separerede ægtefælle i et vist omfang i en periode.

Kommunen kunne ikke kræve tilbagebetaling af ordinært og ekstra børnetilskud.

Begrundelsen var, at faderen efter det oplyste måtte anses for at have været enlig forsørger i den pågældende periode og således havde ret til ordinært og ekstra børnetilskud, jf. børnetilskudslovens § 2,stk. 1, nr. 1), og § 3. De modtagne ydelser skulle derfor ikke tilba gebetales, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at faderen var blevet separeret og sammen med sin søn var flyttet fra sin ægtefælle. Efter det oplystehavde der ikke været fælles bolig og fælles husførelse under sepa rationen, der senere dannede grundlag for skilsmisse.

Ankestyrelsen fandt, at det ikke i sig selv var til hinder for, at faderen blev anset for enlig forsørger, at han havde en fælles budgetkonto med den fraseparerede ægtefælle i en periode, eller at han sammen med sit barn havde bopæl hos sin mor og ikke havde selvstændig bopæl.

Ankestyrelsen ophævede således kommunens og ankenævnets afgørelse.