Ankestyrelsens principafgørelse O-88-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 59, stk. 1

Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven - pkt. 4

En familie med et handicappet barn søgte på grund af barnets handicap om hjælp efter bistandslovens § 59 til dækning af udgifter til boligændringer i form af tilbygning.

Den ønskede boligændring blev foretaget som selvbyggeri, således at der ikke var udgifter til håndværkere.

Kommunen bevilgede herefter hjælp efter bistandslovens § 59 med i alt 77.096 kr.

Den samlede overslagspris forud for tilbygningen blev af kommunen sat til 215.000 kr. incl. håndværkerudgifter, og efter færdiggørelsen af tilbygningen blev værditilvæksten sat til 47.000 kr. Dette beløb blev ydet som et rente- og afdragsfrit lån, og kommunen forlangte tinglyst et pantebrev på et tilsvarende beløb.

Ansøgeren fandt, at kommunen alene skulle have pant svarende til den investering, kommunen havde præsteret.

------------------------- |*) Se tillige SM O- | |75-86. |------------------------- Kommunen anførte, at bistandslovens § 59 ikke indeholder hjemmel til at kapitalisere "gør det selv-arbejde" og lade denne kapitalisering relativt begrænse beløbet, der kræves tinglyst i overensstemmelse medSocialministeriets cirkulære af 17. december 1986, pkt. 4, og SM O 75-86. Konsekvensen af en sådan begrænsning vil være, at der reelt ydes kompensation for "gør det selv-arbejde".

Ankenævnet henviste til, at der ikke i bistandsloven er fastsatregler om tinglysning af værdistigninger i forbindelse med bolig ændringer. Når der således ifølge Socialministeriets cirkulære og fast ankepraksis kan kræves tinglysning af værdistigninger, beror dette på en almindelig berigelsesgrundsætning. Det måtte lægges til grund, at værdistigningen ikke alene kunne tilskrives det beløb, kommunen havde ydet. Kommunen kunne derfor kun kræve tinglysning i forhold til den del af den samlede værdistigning, som svarede til de udgifter, kommunen havde dækket. Ved beregningen af fordelingen af værdistigningen måtte der tages hensyn til, hvorledes kommunens henholdsvis ansøgerens investering havde andel i stigningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen kan kræve tinglysning for et beløb svarende til den fulde værdistigning, eller om der skal ske en fordeling af værdistigningen i forhold til, hvor stor kommunens henholdsvis ansøgers investering har andel i værdistigningen.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde været berettiget til at tinglyse den ydede kontante støtte som en hæftelse på ejendommen, dog begrænset til et beløb svarende til den værditilvækst, der var fastslået ved den offentlige vurdering efter boligindretningen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at støtten havde medført en forøgelse af ejendommens værdi, og at hæftelsen efter praksis er begrænset til den efter boligindretningen konstaterede værditilvækst. Inden for nævnte begrænsning fandt Ankestyrelsen at måtte lægge vægt på de faktiske udgifter ved ombygningen. Der skulle således ikke ske en yderligere begrænsning svarende til en andel af den beregnede værdi af ansøgerens arbejde ved boligindretningen.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.