Ankestyrelsens principafgørelse O-23-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

03-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 46 og § 47, stk. 2

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 21031-94

Ansøger, der var fraskilt og havde samværsret med en 15-årig datter, havde på ansøgningstidspunktet været uden egen bolig siden september 1993. Han fik pr. 1. maj 1994 mulighed for at leje halvdelen af et hus beliggende i B kommune.

Lejligheden bestod af 2 værelser + 1 kammer til en månedlig husleje på 2.500 kr. + varme 600 kr.

Ansøger modtog løbende kontanthjælp på ansøgningstidspunktet, men havde ansøgt om pension. A kommune anmodede 21. april 1994 B kommune om flyttesamtykke.

B kommune foretog besigtigelse af boligen, hvor lejen blev vurderet til højst at kunne udgøre 1.867 kr. månedlig. Der ville derfor kun kunne beregnes boligsikring i forhold til dette beløb. B kommune afslog herefter anmodningen fra A kommune, idet det ved en vurdering af lejemålet var konstateret, at lejeudgiften ikke var rimelig i forhold til boligens kvalitet.

Ansøger tilflyttede B kommune 15. maj 1994. A kommune ydede hjælp til indskud og flytning.

B kommune anførte overfor ankenævnet, at kommunen ikke skønnede at kunne give samtykke, når huslejen ikke samtidig kunne godkendes. Såfremt udlejer ville være fremkommet med en ny lejekontrakt med den fastsatte husleje efter besigtigelsen, ville kommunen angiveligt have givet samtykke til ansøgers flytning.

Nævnet fandt, at B kommune havde været uberettiget til at afslå at meddele flyttesamtykke, idet ansøger var uden bolig, og det ikke var bestridt, at boligens størrelse og standard var rimelig i forhold til husstandens størrelse.

Nævnet lagde tillige vægt på, at den samlede boligudgift kun i begrænset omfang afveg fra det beløb, som ifølge B kommunes egneoplysninger ville have medført, at der ville være givet flyttesam tykke.

Nævnet bemærkede, at de begrænsninger, som boligstøtteloven inde holder for, hvad der kan danne grundlag for en boligstøtteberegning, ikke kunne overføres direkte til bistandsloven, som ikke indeholder de samme lovmæssige begrænsninger.

B kommune anførte overfor Ankestyrelsen, at kommunen fandt det rimeligt at følge de vejledninger, der blev givet, da der var tale om fagfolks vurdering af, om en lejlighed stod i rimeligt forhold med hensyn til kvalitet og pris, da huslejeniveauet ellers blev for højt på dårlige boliger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan gives afslag på samtykke til en flytning alene med henvisning til, at huslejen er for høj i forhold til boligens kvalitet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der kunne gives afslag på flyttesamtykke alene med henvisning til, at huslejen skønnedes at være for høj i forhold til kvaliteten af den lejede bolig.

Ankestyrelsen lagde herved særlig vægt på, at problemet med en evt. for højt fastsat husleje var reguleret i § 49 i lejeloven, hvorefter lejen kunne forlanges nedsat, såfremt lejen var væsentligt højere end det lejedes værdi.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at B kommune ville have meddelt samtykke til flytningen, såfremt lejen var blevet nedsat.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21293-94

Ansøger, der siden 1986 havde boet i en 4-rums lejlighed i almennytt igt byggeri, havde på ansøgningstidspunktet modtaget kontanthjælp gennem længere tid. I juni 1994 anmodede hun kommunen om hjælp til depositum på 10.000 kr. til flytning til en 2 værelsers lejlighed på 54 m2.

Hun oplyste i forbindelse med ansøgningen, at hendes yngste barn ville fylde 18 år i oktober 1994, og at kontanthjælpen derfor ville falde til 5.546 kr. brutto. Hun havde dermed ikke længere råd til at blive boende i den hidtidige bolig.

Den samlede husleje (incl. varme og el) i den ansøgte bolig blev oplyst til 2.490 kr.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen, da depositumet skønnedes at være af urimelig størrelse. Ansøger blev samtidig henvist til at finde et lejemål med et depositum af en mere rimelig størrelse.

Ansøger anførte i klagen til ankenævnet bl.a., at det ikke kunne lade sig gøre at komme ind nogen steder, hverken privat eller i boligforening med et depositum på højst 5.000 kr.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i socialforvaltningen med begrundelsen, at størrelsen af det ansøgte depositum ikke oversteg 6 måneders leje, som der var hjemmel til at kræve i henhold til lejelovens (dagældende) § 34, stk. 1, nu lejelovens § 6.

Nævnet fandt derfor ikke, at der kunne gives afslag på ansøgningen alene med den af forvaltningen givne begrundelse.

Nævnet henviste til, at der ved vurderingen af, om udgiften kunne anses for rimeligt begrundet, indgik flere skønselementer, som kommunen skulle foretage en afvejning af, herunder hvilken vægt kommunen ville lægge på begrundelsen for ansøgningen.

Overfor Ankestyrelsen anførte kommunen, at der ønskedes en vurderingaf, om et depositums størrelse alene ved en skønsmæssig rimelig hedsvurdering kunne lægges til grund for en afgørelse, når depositum ikke oversteg lejelovens fastsatte grænse på 6 måneders leje.

Det var kommunens opfattelse, at nævnets praksis ville medføre, at der skulle ydes hjælp til deposita af sådanne størrelser, som en del andre borgere, der ikke var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 46, ikke økonomisk ville være i stand til at afholde.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan gives afslag på hjælp til betaling af depositum alene med henvisning til størrelsen af depositum, når dette ligger inden for lejelovens grænser.

Ankestyrelsen fandt, at lejelovens regler vedrørende beregning af depositum og forudbetalt leje i forbindelse med indgåelse af nyt lejemål måtte lægges til grund ved vurderingen af, om beløbet kunne anses for rimeligt i bistandslovens forstand.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at kommunen havde været berettiget til at afslå at yde hjælp til det ansøgte depositum alene med henvisning til beløbets størrelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.