Ankestyrelsens principafgørelse O-33-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 47, stk. 2

Et samlevende par med 3 fællesbørn tilflyttede A kommune i marts 1991 under medvirken fra den tidligere opholdskommune, der havde meddelt refusionstilsagn.

Under opholdet i A kommune modtog parret kontanthjælp, ligesom der blev planlagt støtteforanstaltninger vedrørende børnene.

Af referat vedrørende et hjemmebesøg 17. juli 1992, hvor parret, udlejeren samt 2 repræsentanter for A kommune deltog, fremgik, at udlejeren afviste at ofre yderligere på ejendommen, og at ansøger herefter meddelte, at familien havde besluttet sig for at fraflytte boligen den 1. august. Kommunens repræsentanter gjorde indvendinger mod denne beslutning, hvilket blev afvist af ansøger, og udlejerennoterede sig herefter, at lejeren havde opsagt boligen med fraflytning senest 1. august 1992. Udlejeren fastholdt senere opsigel sen, men således at der blev meddelt dispensation for fraflytning til 10. august 1992.

Ansøger anmodede 28. juli 1992 om hjælp til flytning til en bolig i B kommune, som parret selv havde fundet. B kommune gav imidlertid afslag på anmodningen om flyttesamtykke under henvisning til, at boligen var ledig, fordi socialforvaltningen flyttede en familie derfra på grund af kulde og fugt.

Den 3. august 1992 anmodede parret om hjælp til flytning til en bolig på 130 m2, som familien havde fået tilbudt i C kommune til en månedlig husleje på 3.150 kr. + el og varme. Huset var nymalet og tapetseret. C kommune gav 6. august 1992 afslag på flyttesamtykke til boligen med begrundelsen, at familien ikke var reelt boligløs. Kommunen fastholdt 10. august 1992 afslaget. Da familien ikke kunne opnå yderligere forlængelse af fraflytnings fristen, bevilgede A kommune 10. august 1992 hjælp til flytningen til C kommune.

A kommune anførte overfor ankenævnet, at man skønnede, at familien opfyldte betingelserne for flyttehjælp, da den stod uden bolig, og kommunen ikke kunne anvise andre muligheder.

C kommune anførte overfor nævnet, at det var kommunens opfattelse, at opsigelsen af familiens lejemål i A kommune ikke overholdt lejelovens bestemmelser for opsigelse af lejemål, og at råd og vejledning desangående ville have bevirket, at der ville have været en eventuel længere frist til at finde et andet lejemål i A kommune.

Nævnet tiltrådte C kommunes afslag på at meddele samtykke til flyt ningen, idet A kommune ikke over for C kommune tilstrækkeligt havde sandsynliggjort, at der var tale om en boligmæssig forbedring.

Nævnet afviste i maj 1994 at genoptage sagen, da A kommune ikke havde anført nye faktiske oplysninger, samt da SM O-4-81 efter nævnets mening alene tydeliggjorde, at der begrebsmæssigt kunne være tale om en boligmæssig forbedring, selv om ansøger var boligløs.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der er tale om en boligmæssig forbedring i bistandslovens forstand i en situation, hvor ansøger selv har opsagt den hidtidige bolig.

Ankestyrelsen fandt, at familiens flytning til C kommune havde medført en forbedring af de boligmæssige forhold.

C kommune havde derfor ikke været berettiget til at afslå at meddelesamtykke til flytningen, og kommunen blev derfor anset som opholds kommune efter reglerne i bistandslovens § 47, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at familien måtte anses for boligløs på ansøgningstidspunktet, idet lejemålet var opsagt.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det i denne forbindelse kunne tillægges afgørende betydning, at lejerne selv havde opsagt lejemålet, ligesom det heller ikke kunne antages, at A kommune kunne have afværget opsigelsen.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at flytningen skete til en bolig, som familien selv havde skaffet sig, og at flytningen skete til en bolig med en rimelig husleje.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.