Ansøgerens datter blev den 1. juni 1993 indlagt med hofteskred. An søgeren, der blev indlagt sammen med datteren, fik bevilget tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra den 1. juni til den 31. oktober 1993.
Der blev søgt om tilskud den 7. juni 1993, hvor det blev oplyst, at ansøgeren fra den 1. juni 1993 var berettiget til den højeste dagpengesats fra sin arbejdsløshedskasse.
Kommunen beregnede herefter tilskuddet til dækning af tabt arbejds fortjeneste med udgangspunkt i den højeste dagpengesats.
Ansøgeren klagede over beregningen og anførte bl.a., at hun den 22. april 1993 var påbegyndt et vikariat, som hun måtte opgive, da datteren blev indlagt.
Ankenævnet ændrede kommunens beregning af tilskuddet til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Nævnet fandt, at det var uden betydning for beregningen, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsdagpenge.
Nævnet lagde i stedet vægt på, at ansøgeren havde haft en sådantilknytning til arbejdsmarkedet, at beregningsgrundlaget var brutto indtjeningen i det arbejde, som ansøgeren måtte ophøre med ved overgangen til tabt arbejdsfortjeneste. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af,om det måtte tillægges betydning for beregning af tabt arbejds fortjeneste, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var arbejdsløs og modtog dagpenge.