Ankestyrelsens principafgørelse P-27-97

1997

Resume:

Ved bedømmelsen af en ansøgers erhvervsevne fandt Ankestyrelsen, at ansøgerens politiske hverv som formand for et kommunalt udvalg skulle indgå i den samlede bedømmelse af hans erhvervsevne.

Ankestyrelsen fandt herefter, at dette hverv konkret vurderet indebar en vis arbejdsindsats fra ansøgerens side. Det forhold, at hvervet var tidsbegrænset, kunne ikke medføre en ændret vurdering, idet han, når han eventuelt ophørte med det politiske arbejde, ville kunne bruge sin resterhvervsevne i andet arbejde.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 14, stk. 1, § 14, stk. 2 og § 14, stk. 3

Ansøger var 54 år og havde været selvstændig landmand i en årrække. Ejendommen var solgt i 1995. I de senere år havde der været fastmedhjælp og anvendt maskinstation. Ansøger var indvalgt i kommunal bestyrelsen, hvor han bestred hvervet som formand for teknik- og miljøudvalget.

Ansøger havde følger efter diskusprolapsoperation i form af lændesmerter med udstråling til det ene ben og desuden en hjertelidelse i form af lettere følger efter en tidligere blodprop. Kommunen tilkendte ham forhøjet almindelig førtidspension.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at han skønnedes at have mulighed for at udnytte resterhvervsevnen og dermed supplere indtægten inden for andre erhvervsgrene end landbrug.

I klagen var det bl.a. anført, at han modtog i alt 125.000 kr. årligt for sit kommunalbestyrelsesarbejde, heraf 93.000 kr. som formand, inkl. telefongodtgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af betydningen af bestridelse af borgerligt ombud for bedømmelsen af erhvervsevnen.

Ansøgeren havde ikke ret til mere end forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1 i lov om social pension. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger havde lændesmerter med udstråling til benene, men at der ikke var svære neurologiske udfaldssymptomer, samt at han led af lettere følger efter tidligere blodprop i hjertet og var i behandling for forhøjet blodtryk. Selvom hans ryglidelse var til hinder for, at han kunne arbejde som landmand, hindrede lidelsen ikke deltidsbeskæftigelse af lettere karakter.

Ved bedømmelsen af hans erhvervsevne lagde Ankestyrelsen vægt på den i sagen foreliggende arbejdsprøvningsudtalelse, hvor det bl.a. var anført, at han var god til at sætte sig ind i nyt, havde et godt håndelag, og var god til at tilrettelægge, men havde behov for pauser.

Ankestyrelsen fandt ligeledes, at hans politiske hverv som formand for udvalget for teknik og miljø også måtte indgå i den samlede bedømmelse af hans erhvervsevne og fandt, at dette hverv konkret vurderet indebar en vis arbejdsindsats fra ansøgerens side. Det forhold, at hvervet var tidsbegrænset, kunne ikke medføre en ændret vurdering, idet han, når han eventuelt ophørte med det politiske arbejde ville kunne bruge sin resterhvervsevne i andet arbejde.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.11.1997

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 14

Journalnummer

600103-96