Ankestyrelsens principafgørelse O-164-97

1997

Resume:

En 24-årig kvinde, der var under uddannelse til eksportingeniør, havde ret til at medtage revalideringsydelse under et 4 1/2 måned langt uddannelsesophold i England.

Ankestyrelsen fandt, at uddannelsesopholdet var af kortere varighed og samtidig indgik som et naturligt led i uddannelsen.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at uddannelsesopholdet i udlandet trådte i stedet for uddannelse her i landet, og at opholdet således ikke medførte, at revalideringsydelsen skulle udbetales i længere tid, end det ville have været tilfældet, hvis hele studiet var gennemført i Danmark. Derudover blev der lagt vægt på, at studieopholdet var en relevant og for en eksportingeniør ikke usædvanlig del af uddannelsen, at ansøgeren havde gennemført 4 semestre, før hun påbegyndte studieopholdet i udlandet, og at det således måtte anses for realistisk, at hun ville gennemføre uddannelsen til eksportingeniør.

Det var desuden Ankestyrelsens opfattelse, at kommunen havde haft mulighed for at følge revalideringsforløbet under uddannelsesopholdet i udlandet.

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

16-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 1 og § 43, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 22

En 24-årige kvinde, der havde fået støtte til uddannelse til eksportingeniør efter bistandslovens § 43, stk. 2, havde indtil december 1996 taget 4 ud af 9 semestre på Ingeniør Højskolen.

Hun fik herefter mulighed for at tage 5. semester på et universitet i England og søgte i den forbindelse den 1. januar 1997 kommunen om at måtte medtage bruttorevalideringsydelsen under studieopholdet i England. Opholdet strakte sig over perioden 14. februar til 30. juni 1997 ialt 4½ måned.

Ved ansøgningen blev det præciseret, at det kun drejede sig om bruttorevalideringsydelsen og ikke de ekstra udgifter, der var forbundet med opholdet. Kommunen meddelte afslag herpå og begrundede afslaget med, at hjælp til uddannelse ydes under forudsætning af ophold i Danmark. Støtte til længerevarende udlandsophold gives kun, såfremt det er en forudsætning for gennemførelse af uddannelsen. Der kan ydes hjælp til korterevarende udlandsophold, såfremt dette er et led i uddannelsen.

I forbindelse med indgivelse af klagen fastholdt kommunen afgørelsen, da udlandsopholdet ikke indgik som et led i uddannelsesplanen ved bevillingen.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at hjælp efter bistandsloven som hovedregel kun kan ydes til opfyldelse af behov her i landet, jfr. bistandslovens § 1, og at det omhandlede ophold i England ikke var af kortere varighed eller et planlagt led i uddannelsen.

Gigtforeningen anmodede på ansøgers vegne Ankestyrelsen om at antage sagen til principiel behandling og tage stilling til, hvad man forstår ved kortere ophold i udlandet og et planlagt led i uddannelsen. Gigtforeningen gjorde samtidig opmærksom på, at Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994, pkt. 22 vedr. hjælp under uddannelse i udlandet henviser til de regler, der gælder for statens uddannelsesstøtte.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af i hvilket omfang, der kan gives mulighed for at medtage bruttorevalideringsydelse under uddannelse i udlandet, når opholdet er af begrænset varighed.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger havde været berettiget til at medtage bruttorevalideringsydelsen under uddannelse i udlandet i perioden 14. februar til 30. juni 1997.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at studieopholdet i England varede 4½ måned, at det ikke kunne anses for usædvanligt indenfor eksportingeniøruddannelsen at tage en del af uddannelsen i udlandet, og at kommunen havde haft mulighed for at revidere erhvervsplanen undervejs, således at udlandsopholdet kom til at indgå i den lagte erhvervsplan.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at uddannelsesopholdet i udlandet trådte i stedet for uddannelse her i landet og således ikke medførte, at bruttorevalideringsydelsen skulle udbetales i længere tid, end det ville have været tilfældet, hvis studiet var gennemført i Danmark.

Desuden blev der lagt vægt på, at studieopholdet var en relevant del af uddannelsen, at ansøgeren allerede havde gennemført 4 semestre, før hun påbegyndte studieopholdet i England, og at det således måtte anses for realistisk, at hun ville gennemføre uddannelsen til eksportingeniør.

Det var endvidere Ankestyrelsens opfattelse, at kommunen havde haft mulighed for at følge revalideringsforløbet under uddannelsesopholdet i England.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, i hvilket omfang handicap- og uddannelsesbetingede udgifter kunne medtages under uddannelsesophold i udlandet, da der alene var søgt om at kunne medtage bruttorevalideringsydelsen.

Dato for underskrift

15.12.1997

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 45 § 43 § 1 § 44

Journalnummer

200406-97