Ankestyrelsens principafgørelse O-103-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 2. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 28

Ansøgeren var en kvinde, som kom til Danmark i 1994 som flygtning. Hendes mand var kommet til Danmark i 1992.

Familien havde tre børn født i 1982, 1986 og 1990. Datteren, født i 1982, havde fra 5-års alderen haft en alvorlig ryglidelse med lammelser i underkroppen. Som følge af lidelsen blev hun opereret og fik en 6-måneders gipsbandagering, som dækkede store dele af kroppen, og som medførte et større behov for pleje.

Pigens moder søgte derfor om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48. Moderen havde ikke en erhvervsuddannelse og havde hverken i sit hjemland eller i Danmark haft arbejde uden for hjemmet. Begge forældre modtog bistandshjælp efter bistandslovens § 37.

Kommunen fandt ikke grundlag for bevilling af lønkompensation, idet det ikke skønnedes sandsynligt, at ansøgeren ville kunne opnå tilknytning til arbejdsmarkedet set i lyset af hendes manglende danskkundskaber og manglende uddannelse, ligesom hun heller ikke i sit hjemland havde haft lønindtægt eller udearbejde.

Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at yde tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48 svarende til en hjemmehjælperløn i den periode, hvor datteren på grund af sin lidelse krævede særlig pasning. Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke var hensigten, at kontanthjælp skulle være et varigt forsørgelsesgrundlag, hvorfor moderen ved at påtage sig plejeopgaver i hjemmet fandtes at være afskåret fra at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.

Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at Socialministeriet i en tidligere sag vejledende havde udtalt, at erstatning for tabt arbejdsforjeneste skulle svare til en hjemmehjælpers løn, når der ikke var en tidligere indtægt, som kunne anvendes ved beregningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om betingelserne for tilkendelse af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48 var opfyldt i et tilfælde, hvor en person på intet tidspunkt havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, men hvor pågældende på ansøgningstidspunktet modtog bistandshjælp efter bistandslovens § 37.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 1 og 3.

Begrundelsen var, at hun ikke helt eller delvist måtte ophøre med en beskæftigelse for at passe sin handicappede datter.

Begrundelsen var endvidere, at Ankestyrelsen ikke med overvejende sandsynlighed fandt det godtgjort, at hun på grund af overtagelsen af plejen af datteren var afskåret fra at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen havde ved denne vurdering særlig lagt vægt på, at kvinden hverken i sit hjemland eller i Danmark havde haft en beskæftigelse udenfor hjemmet, at hun ikke havde en erhvervsuddannelse, at hun havde to mindreårige børn udover den handicappede datter samt at hun ikke talte dansk.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at alene det forhold, at kvinden modtog bistandshjælp efter bistandslovens § 37 - som betinger, at bistandsmodtageren opfylder rådighedsforpligtelsen efter bistandslovens § 40 - kunne berettige til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsens afgørelse medførte ikke, at den hjælp, der var ydet til kvinden som følge af nævnets afgørelse, kunne kræves tilbagebetalt.