Ankestyrelsens principafgørelse O-70-86

1997

Resume:

Ved udmåling af kontanthjælp til en ansøger fandtes der ikke grundlag for at foretage fradrag for en fiktiv lejeindtægt fra ansøgerens hjemmeboende 19-årige datter, som var uddannelsessøgende og modtog stipendium fra Statens Uddannelsesstøtte med taksten for hjemmeboende. Der fandtes heller ikke grundlag for at fradrage et beløb for el og varme, svarende til de faktiske merudgifter, der var en følge af, at datteren boede hjemme.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37

Socialministeriets cirkulære nr. 218 af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 15

En ansøger havde modtaget kontanthjælp efter bistandsloven fra februar 1984, hvor hendes sygedagpenge ophørte. I december 1984 udgjorde ansøgerens boligudgift følgende beløb: husleje 2.972 kr., afdrag på indskudslån 270 kr., el og gas 187 kr. og varme 635 kr., ialt 4.065 kr. Efter fradrag af boligsikring på 1.553 kr. udgjorde nettoboligudgiften 2.511 kr.

Efter at socialforvaltningen var blevet opmærksom på, at ansøgerens hjemmeboende og uddannelsessøgende datter fik stipendier fra Statens Uddannelsesstøtte med 1.200 kr. månedlig, samt at datteren havde mulighed for at optage statsgaranteret studielån besluttede forvaltningen at ændre udmålingen af hjælp til ansøgerens boligudgifter fra 1. januar 1985, således at der ville blive modregnet yderligere 775 kr. under henvisning til , at den hjemmeboende datter havde selvstændig forsørgelsespligt. Forvaltningen fandt det rimeligt, at ansøgerens voksne datter bidrog med en boligudgift svarende til, hvad et kollegieværelse ville koste.

Over for ankenævnet oplyste ansøgeren, at hun var enlig forsørger og havde 3 børn i alderen 10 til 19 år. Datteren på 19 år havde modtaget hjælp efter bistandsloven indtil hun blev optaget på EFG i august 1984, hvorefter hun fik bevilget stipendium fra Statens Uddannelsesstøtte med 1.200 kr. månedlig. Ansøgeren fandt socialforvaltningens afgørelse urimelig, idet Statens Uddannelsesstøtte stadig ville betragte datteren som hjemmeboende, selv om hun skulle betale husleje, mens hun, hvis hun lejede et kollegieværelse eller en anden form for værelse til samme pris, ville få 1.975 kr. månedlig i stipendium. Det sociale udvalg fastholdt over for ankenævnet, at en reduktion med 775 kr. i månedlig boligudgift skønnedes rimelig, set ud fra differencen mellem stipendier for henholdsvis personer, der er udeboende, og personer, der er hjemmeboende. Socialudvalget vurderede, at beløbet på 775 kr. svarede til kollegieværelse.

Over for ankenævnet oplyste det sociale udvalg supplerende, at ansøgeren havde boet i lejligheden i ca. 5 år og aldrig udlejet en del af den, ligesom datteren på 19 år aldrig havde betalt værelsesleje. Det oplystes endvidere, at det ikke var under overvejelse at opfordre ansøgeren til at udleje en del af lejligheden for at nedbringe boligudgiften.

Ankenævnet ophævede det sociale udvalgs afgørelse om fradrag af fiktiv lejeindtægt med 775 kr. månedlig. Nævnet henviste til, at ansøgeren ikke tidligere havde haft lejeindtægter, og at socialudvalget ikke var inde i overvejelser om, at ansøgeren burde henvises til at få sin boligudgift nedsat.

Nævnet fandt derimod, at der i forbindelse med fastsættelsen af ansøgerens boligudgift kunne fradrages et beløb til el og varme, svarende til de faktiske merudgifter, der var en følge af, at datteren boede hjemme.

Sagen blev anket af det sociale udvalg.

Lovgrundlag: Lov om social bistand, § 37. Socialministeriets cirkulære nr. 218 af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 15.

Under henvisning til oplysningerne om, at ansøgerens datter modtager stipendium fra Statens Uddannelsesstøtte med taksten for hjemmeboende, finder Ankestyrelsen, at der ikke er grundlag for at foretage fradrag i ansøgerens kontanthjælp for en fiktiv lejeindtægt fra datteren. Ankestyrelsen tiltræder således på dette punkt ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.10.1997

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 37

Journalnummer

20754-85