Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort, at ansøger mod bedre vidende havde modtaget kontanthjælp.
Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at det fremgik af kommunens journal, at manden havde givet oplysninger om, at han var i arbejde med en indtægt på ca. 18.000 kr. pr. måned.
Ankestyrelsen tillagde det endvidere vægt, at kommunen i perioden 5. oktober 1993 til 8. august 1995 ikke havde indhentet lønoplysninger eller i øvrigt foretaget opfølgning efter bistandslovens § 41, stk. 1, jf. § 41, stk. 2.
På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at kommunen måtte bære risikoen for den skete fejludbetaling.
Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.
___________________________________________________
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr.: 200397-97
Ansøger var født i udlandet, men havde boet i Danmark i en årrække. Hun fik i november 1993 fra kommunen meddelelse om, at hun pr. 1. december 1993 var berettiget til almindelig førtidspension. Kommunen oplyste samtidig, at da tidspunktet lå så tæt på den 1. december 1993 kunne pensionen ikke nå at komme igang fra den 1. december 1993, hvorfor ansøger ville modtage sin sædvanlige kontanthjælp for december 1993 - det ville så blive regnet ud, hvor meget hun skulle have i pension for december 1993, når kontanthjælpen var trukket fra. Af brevet fremgik videre, at i tilfælde af forståelsesproblemer skulle ansøger eller hendes datter kontakte kommunen med henblik på yderligere forklaring eller aftale et møde.
Af kommunens journalark fremgik, at ansøger og datteren den 29. november 1993 mødte til samtale. Efter aftale med datteren ville kommunen rette henvendelse til skattevæsenet og anmode om skattekort for 1993 og ændring for 1994. Ansøger ville selv aflevere kortet for 1993, så snart det var modtaget.
Under mødet blev ansøger generelt informeret om pensionstillæg og aktiviteter for pensionister.
Sidst i december 1993 meddelte kommunen, at ansøger pr. 1. januar 1994 ville få tilsendt pension svarende til ialt 4.629 kr.
Den 8. juni 1995 henvendte datteren sig til kommunen og oplyste, at hun var bange for, at ansøger havde fået udbetalt kontanthjælp hver måned samtidig med, at hun havde modtaget pension. Kommunen opgjorde kontanthjælpsbeløbet, der uberettiget var udbetalt, til 106.464 kr.
Senere i juni måned mødte ansøger op på kommunen sammen med datteren, der fungerede som tolk. Datteren oplyste, at hun i forbindelse med en restskat havde opdaget, at ansøger fik udbetalt både pension og kontanthjælp. Det oplystes videre, at ansøger ikke havde været klar over, at hun havde fået udbetalt kontanthjælp i samme tidsrum som udbetalingen af pensionen. På mødet oplyste ansøger, at hun nu godt i dag vidste, at beløbet ikke skulle have været modtaget, men troede, at pensionen var så stor. Datteren oplyste, at ansøger ikke talte og forstod dansk, og at hun ikke kunne forstå, hvad der stod i de breve hun modtog. Brevene blev lagt hen i en skuffe, og så blev der ikke gjort mere ved det.
Nævnet var enig med kommunen i, at ansøger uberettiget havde modtaget kontanthjælp mod bedre vidende.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger flere gange, såvel skriftligt som mundtligt, var blevet orienteret om, at hun ville overgå fra at modtage kontanthjælp til at modtage førtidspension samt ca. hvilke beløb, der fremover ville komme til udbetaling.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at hvis ansøger ikke selv forstod dansk efter mere end 10 års ophold i landet, havde hun dansktalende familie, der kunne hjælpe hende.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der i en situation, hvor ansøger modtog førtidspension og samtidig hver måned fik udbetalt kontanthjælp på grund af en fejl fra kommunen, kunne kræves tilbagebetaling af den fejludbetalte kontanthjælp.