Ankestyrelsens principafgørelse D-5-97

1997

Resume:

Kommunen kunne som betingelse for fremtidig refusion afkræve en forsikret arbejdsgiver dokumentation i form af en lægeerklæring (betalt af arbejdsgiveren) for lønmodtagerens sygefravær. Lønmodtageren havde i det seneste forsikringsår været syg i 21 dage fordelt på 10 sygeperioder.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1995 - § 27

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 55

En arbejdsgiver havde tegnet forsikring efter dagpengelovens § 27.

Da arbejdsgiveren anmodede om refusion vedrørende en lønmodtagers sygefravær fra den 21. marts 1996 traf kommunen afgørelse om, at lønmodtageren ved fremtidige sygemeldinger ville blive afkrævet en lægeerklæring fra 1. fraværsdag under henvisning til dagpengelovens § 7, stk. 2. Kommunen meddelte arbejdsgiveren ved fremsendelse af en kopi af afgørelsen til lønmodtageren, at den trufne beslutning ville betyde, at arbejdsgiveren fremover kun kunne få refusion, hvis der var lægelig dokumentation for medarbejderens sygefravær.

Kommunen henviste i afgørelsen til medarbejderens seneste sygefravær den 21. marts 1996, som var det 5. sygefravær i 1996, og til at medarbejderen havde haft mange sygeperioder af få dages varighed inden for de sidste 4 år med forskellige diagnoser uden lægelig dokumentation. I 1995 havde der været 21 sygedage fordelt på 10 fraværsperioder.

Kommunen orienterede medarbejderens læge om beslutningen.

Arbejdsgiveren anførte i anken af 10. maj 1996, at han ikke kunne acceptere afgørelsen, der også vedrørte ham i forhold til refusion af sygedagpenge, idet han havde tegnet frivillig forsikring for private arbejdsgivere efter dagpengelovens § 27.

Den forsikrede arbejdsgiver havde pligt til ved anmodning om refusion for lønmodtagerens fremtidige sygefravær at dokumentere fraværet ved lægeerklæring, jf. dagpengelovens § 27 og § 14 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 677 af 9. august 1995 om forsikring for private arbejdsgivere.

Efter § 14, stk. 2, i ovennævnte bekendtgørelse kan kommunen ved anmodning om refusion for de ansatte hos arbejdsgiveren forlange, at arbejdsgiveren dokumenterer lønmodtagerens sygefravær ved en lægeerklæring, som betales af arbejdsgiveren.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at lønmodtageren i forsikringsåret 1995 (1. januar 1995 - 31. december 1995) havde været syg i 21 dage fordelt på 10 fravær.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse med ændret begrundelse.

Dagpengeudvalget tilføjede, at arbejdsgiveren straks skulle henvende sig til kommunen, hvis medarbejderens læge nægtede at udstede en lægeerklæring.

Dato for underskrift

15.02.1997

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 25. juni 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

§ 27 § 7 § 14 § 55

Journalnummer

701166-96