Ankestyrelsens principafgørelse O-85-97

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 40, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 13, stk. 3

Ansøger, der i en længere periode havde været uden tilknytning til arbejdsmarkedet, oplyste i forbindelse med opfølgning efter bistandslovens § 41 kommunen om, at han havde taget ophold hos sin far og nu søgte beskæftigelse på det private arbejdsmarked. Ansøger led af epilepsi, men havde afvist at deltage i egen læges anvisning om en nærmere udredning af lidelsen.

Kommunen skønnede ved henvendelsen, at ansøger snarest måtte aktiveres og traf beslutning om, at han i henhold til aktiveringslovens § 5 skulle påbegynde et jobtilbud. Der var tale om et åbentstående arbejdstilbud, og ansøger oplystes om, at udeblivelse ville få konsekvenser for kontanthjælpsudbetalingen. Samme dag tog ansøger ophold på et forsorgshjem, beliggende i B kommune, og han mødte ikke op i jobtilbuddet i A kommune.

A kommune standsede herefter kontanthjælpsudbetalingen til ansøger med henvisning til, at han ikke havde udnyttet sine arbejdsmuligheder og således ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet efter bistandslovens § 40.

Det var oplyst, at der mellem institutionskommunen B og A kommune var indgået en aftale om, at A kommune skulle anses for opholdskommune for ansøger i bistandslovens forstand.

Ankenævnet fandt, at A kommune havde været berettiget til, i henhold til bistandslovens § 40, stk. 1, at standse udbetalingen af kontanthjælp til ansøger, da han havde et åbent arbejdstilbud, som han ikke havde haft rimelig grund til at afslå.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunalbestyrelsen fra ansøgers egen læge havde fået oplysning om hans arbejdsbegrænsninger, og at der ved det foreliggende arbejdstilbud var mulighed for at tage de nødvendige skånehensyn. I forbindelse med klagen til Ankestyrelsen blev det bl. a. anført, at ansøger ved at tage ophold på forsorgshjemmet ikke havde modsat sig at blive aktiveret, idet opholdet dér netop indebar et krav om beskæftigelse, som ansøger havde været bekendt med fra tidligere ophold på forsorgshjemmet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en ansøger opfylder sin rådighedsforpligtelse, når han har ophold på et forsorgshjem med den virkning, at kontanthjælpen ikke kan standses med henvisning til bistandslovens § 40 stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at A kommune ifølge aftale mellem institutionen og kommunen ansås for at være opholdskommune for ansøger i bistandslovens forstand.

Ankestyrelsen fandt herefter, at A kommune havde været berettiget til at standse udbetalingen af kontanthjælp til ansøger i forbindelsemed, at han udeblev fra den planlagte aktivering i be skæftigelsesprojektet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var tale om et åbentstående arbejdstilbud, og at ansøger ved at afvise at deltage i aktiveringen ikke kunne anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Det forhold, at ansøger led af epilepsi medførte ikke, at han var fritaget fra rådighedsforpligtelsen. Begrundelsen herfor var, at han ikke havde ønsket at deltage i de undersøgelser, som egen læge havde henvist ham til, med henblik på afklaring af hans helbredsforhold.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at det forhold, at ansøger havde valgt at flytte på forsorgshjem, kunne begrunde, at han blev berettiget til kontanthjælp, uden at tage imod et åbent tilbud om arbejde fra A kommune.

Det forhold, at ansøger deltog i forsorgshjemmets daglige funktioner medførte således ikke, at han ansås for at opfylde rådighedsforpligtelsen efter bistandslovens § 40.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.