Ankestyrelsens principafgørelse O-10-97

1997

Resume:

Ansøger, der var kommet til Danmark på turistvisum, havde ikke i denne forbindelse været udsat for en social begivenhed. Hun var derfor ikke på dette grundlag berettiget til kontanthjælp.

I forbindelse med, at ansøgers tidligere ægtefælle havde nægtet at opfylde den garantierklæring, han havde underskrevet, havde hun imidlertid været udsat for en social begivenhed.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hun opholdt sig lovligt i Danmark, og at hendes ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse var under behandling i Udlændingestyrelsen.

Ankestyrelsen henviste kommunen til evt. at rejse krav overfor den tidligere ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 5 til opfyldelse af den forsørgelsespligt, han havde pådraget sig ved at underskrive garantierklæringen.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 1 og § 37, stk. 1

Ansøger var fra x-land. Hun havde tidligere været dansk gift og bosat i Danmark. Hun kom i december 1995 til Danmark på turistvisum.

Den 18. januar 1996 ansøgte hun om opholds- og arbejdstilladelse, og hendes tidligere ægtefælle underskrev i den forbindelse en garantierklæring. Hun søgte den 29. januar 1996 om kontanthjælp.

Kommunen gav afslag på udbetaling af løbende kontanthjælp, idet det blev anført, at ansøger var bekendt med danske forhold, og således inden indrejse til Danmark burde havde sikret sig forsørgelse, indtil der forelå en afklaring af hendes ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse.

Ankenævnet fandt, at ansøger var berettiget til kontanthjælp.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det er en forudsætning for at modtage kontanthjælp, at man opholder sig lovligt i landet. Denne betingelse fandt nævnet var opfyldt, idet der var ansøgt om opholds og arbejdstilladelse.

Nævnet anførte endvidere, at det er en betingelse for hjælp efter bistandslovens § 37, at man har været udsat for en social begivenhed, og denne betingelse fandtes opfyldt, idet ansøger var uden midler, og hendes tidligere ægtefælle opfyldte ikke garantierklæringen. Nævnet lagde også vægt på, at det var en forudsætning, at ansøger opfyldte betingelserne for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Nævnet fandt, at da hun på grund af den manglende arbejdstilladelse ikke kunne tage arbejde, måtte betingelsen betragtes som opfyldt.

I klagen til Ankestyrelsen havde kommunen bl.a. anført, at nævnets afgørelse betød, at en udlænding kan rejse ind i Danmark som turist og søge opholds- og arbejdstilladelse, for derefter at ansøge og få bevilget kontanthjælp efter bistandslovens § 37. Det var endvidere anført, at det formentlig ikke ville være særligt vanskeligt for en sådan udlænding at opnå en forsørgelsesgaranti fra en herboende dansker, idet vedkommende jo blot efterfølgende kunne frafalde en sådan forsørgelsesgaranti, uden at dette vil få nogen konsekvenser.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der er grundlag for at udbetale kontanthjælp efter bistandslovens § 37 til en udlænding, der er kommet til Danmark på turistvisum, og herfra har ansøgt om arbejds- og opholdstilladelse.

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger i forbindelse med sin ankomst til Danmark på turistvisum havde været udsat for en social begivenhed. Hun havde derfor ikke på dette grundlag været berettiget til udbetaling af kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at ansøger i forbindelse med at den tidligere ægtefælle havde nægtet at opfylde garantierklæringen, som han havde underskrevet, havde været udsat for en social begivenhed, der medførte at hun var berettiget til at få udbetalt kontanthjælp fra ansøgningstidspunktet den 29. januar 1996.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger opholdt sig lovligt i Danmark, og at hendes ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse var under behandling i Udlændingestyrelsen, samt at hun i øvrigt opfyldte betingelserne for udbetaling af hjælp efter bistandsloven.

Kommunen blev henvist til evt. at rejse krav overfor den tidligere ægtefælle i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 5, til opfyldelse af den forsørgelsespligt, han havde påtaget sig ved at underskrive en garantierklæring.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.01.1997

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 37 § 1 § 9

Journalnummer

200642-96