Resume:
En 52-årig kvinde var berettiget til at få udbetalt bruttorevalideringsydelse under PKU-uddannelse, skolepraktik på en handelsskole. Ansøger var derimod ikke berettiget til at få den udbetalte elevgodtgørelse suppleret op til fagets mindsteløn.
Ankestyrelsen fandt, at PKU-uddannelsen ikke var etableret som et arbejdsforhold hos en privat eller offentlig arbejdsgiver på det almindelige arbejdsmarked, hvilket er en forudsætning for at yde løn eller løntilskud indtil niveauet for revalideringsydelse eller overenskomstmæssig begyndelsesløn.
Der blev lagt vægt på, at hun under uddannelsen ikke oppebar en normal elevløn, der var underkastet de sædvanlige regler for arbejdsmarkedet, hvorefter der bl.a. sker fradrag for ATP og arbejdsmarkedsbidrag.
Ankestyrelsen bemærkede, at den udbetalte elevgodtgørelse skulle fradrages i bruttorevalideringsydelsen.