Ansøger søgte den 30. juli 1996 om kontanthjælp, da han fra den 1. august 1996 var uden arbejde.
Kommunen bevilgede kontanthjælp fra 1. august 1996, men foretog modregning af sidste lønindtægt, der var udbetalt den 1. august 1996. Kommunen henviste til, at nettokontanthjælpen for august på 9.057 kr. blev fratrukket lønindtægten udbetalt den 1. august med 6.623 kr. Der blev herefter udbetalt kontanthjælp med 2.433 kr. for august måned 1996.
Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse.
Nævnet henviste til, at udbetalingen af kontanthjælp sker fra det tidspunkt, hvor betingelserne er opfyldt, det vil sige fra det tidspunkt, hvor den ændring i forholdene, der udløser behovet er opfyldt. Der er således ikke hjemmel til at udbetale kontanthjælp forud for dette tidspunkt, ligesom indtægter, der er erhvervet forud for dette tidspunkt ikke kan fratrækkes i hjælpen.
Nævnet henviste herved til SM O-29-96, hvor det er præciseret, at dette princip fortsat gælder, uanset de ændrede betalingsregler for kontanthjælp pr. 1. januar 1994.
Efter det oplyste i sagen fik ansøger udbetalt en normal 14-dages løn den 1. august. Der var således på dette tidspunkt ikke indtrådt nogen ændring i hans forhold, som kunne begrunde udbetaling af kontanthjælp. Den ændring, der berettigede til modtagelse af kontanthjælp, indtrådte først den 15. august, hvor næste lønudbetaling normalt skulle have fundet sted. Kommunen skulle herefter udbetale hjælp fra dette tidspunkt med et beløb, svarende til det resterende antal dage af august måned.
Fra 1. september udbetaltes herefter fuld kontanthjælp med fradrag af eventuelle arbejdsløshedsdagpenge, når disse kom til udbetaling.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at der ønskedes en principiel stillingtagen til, om ansøger i den måned, hvor den sociale begivenhed indtraf, måtte have et niveau, der var større end en bistandsudmåling for en måned.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en præcisering af SM O-29-96 vedrørende spørgsmålet om en ansøger i den måned, hvor den sociale begivenhed indtræffer må have et niveau, der er større end kontanthjælpsudmålingen for en måned.