Sagen drejede sig om en 47-årig kvinde, der modtog mellemste førtidspension grundet en alvorlig kæbelidelse.
Ansøgeren havde efter gentagne operationer udviklet kroniske smerter i kæbeledene og tyggemuskler samt udtalte reaktioner i nakke, hals og skulderågsmuskulatur. Ved kikkertundersøgelse blev der fundet slidgigtlignende forandringer i begge kæbeled, og der var ikke yderligere kirurgiske behandlingsmuligheder. Prognosen ville formentlig være, at hendes symptomer forblev uforandrede eller eventuelt rent smertemæssigt forværredes i tidens løb.
Ansøgeren var at betragte som kronisk smertepatient, som kun kunne tilbydes medicinsk lindrende behandling.
Ansøgeren brugte tilskudsberettiget medicin i form af Doltard og Bonyl samt ikke tilskudsberettiget medicin i form af Stesolid.
---------------------- |*) Se også SM O- | |69-93. |---------------------- Der blev indgivet ansøgning om dækning af udgifter til medicin efter bistandslovens § 58. Kommunen meddelte afslag på ansøgningen med begrundelsen, at der ikke var tale om behandlende medicin, men udelukkende smertestillende medicin.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse og fandt ikke, at ansøgerens lidelse var af en sådan sværhedsgrad, at der kunne ydes hjælp til betaling af smertestillende medicin efter bistandslovens § 58. Ankenævnet tog ikke stilling til, hvorvidt det ansøgte kunne bevilges efter lov om social pension § 17.
Sagen blev forelagt Ankestyrelsens lægekonsulent, der udtalte, at ansøgeren havde en varig smertegivende tilstand, som krævede vedvarende forbrug af medicin, at hun havde en nedsat funktion, idet hendes gabeevne var stærkt reduceret, samtidig med at underkæbens bevægelse fra side til side var yderst begrænset. Lægekonsulenten udtalte endvidere, at ansøgeren ved hjælp af den angivne smertebehandling kunne klare sig omend med væsentlig reducerede muligheder.
Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM 0-69-93 med henblik på afklaring af spørgsmålet om, i hvilket omfang der kan ydes hjælp til smertestillende medicin efter bistandslovens § 58.