Ankestyrelsens principafgørelse P-20-97

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 17, stk. 2 og § 42

Pensionisten havde fået udbetalt varmehjælp i 1994 efter kommunenshidtidige regler, jf. Socialmini steriets bekendtgørelse af 29. november 1993, § 38, og tilsvarende bestemmelse i bekendtgørelsen af 16. juni 1994, § 33. Det fremgår af denne bestemmelse, at pensionister, der ved udgangen af 1987 modtog varmetillæg, ved bopæl i samme kommune skal have beregnet varmetillæg efter de hidtidige regler, hvis varmetillæg efter disse regler giver et højere beløb end efter §§ 30 til 37 (§ 25-32).

I april 1995 meddelte kommunen pensionisten, at hun skulle tilbagebetale 900 kr. i for meget modtaget varmetillæg. På grundlag af den brugte varme og egenandelen havde der ikke været ret til varmetillæg, og det blev derfor krævet tilbagebetalt. Pensionisten klagede over afgørelsen til nævnet.

Nævnet fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt pensionisten skulle tilbagebetale tilskud til varme for året 1994 burde behandles efter reglen i 1993-bekendtgørelsen, § 36, stk. 4, jf. pensionslovens § 42, herunder om hun mod bedre vidende havde modtaget varmehjælp. Nævnet lagde vægt på ordlyden af den nævnte bestemmelse, der trådte i kraft den 1. januar 1994. Nævnet hjemviste således sagen til fornyet behandling i kommunen. Kommunen klagede over afgørelsen.

Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling med henblik på afklaring af anvendelsen af overgangsreglen om varmetillæg.

Nævnet havde i forbindelse med klagen bemærket, at der efter § 17 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 511 af 4. juli 1990 om social pension, der var gældende indtil 1. januar 1994, skulle ske efterregulering af varmetillæg, når årsopgørelsen for varmeforbruget forelå. Dette princip var endvidere fastslået ved SM P-2-92.

Med Socialministeriets bekendtgørelse nr. 903 af 29. november 1993, som trådte i kraft den 1. januar 1994, blev princippet om efterregulering ændret, således at der som udgangspunkt ikke foretages efterregulering af varmetillæg. § 36, stk. 4 henviser således til, at eventuelt tilbagebetalingskrav vedrørende varmetillæg skal rejses efter pensionslovens § 42.

Nævnet fandt, at bestemmelsen i Socialministeriets bekendtgørelse om social pension, hvorefter beregning af varmetillæg i visse tilfælde skal ske efter de hidtidige regler (før 1.1.1988), er en overgangsbestemmelse, som alene skal sikre, at en pensionist ikke blive udsat for en reduktion i udbetalt varmehjælp i forbindelse med indførelse af regler fra Socialministeriet om varmetillæg.

Denne overgangsbestemmelse omhandler efter sin ordlyd beregning af varmetillæg og må antages at have til formål at stille pensionisten bedre end tilfældet ville have været, hvis pensionisten skulle have varmetillæg beregnet efter reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse.

Nævnet fandt således ikke, at overgangsbestemmelsen gav hjemmel til at stille pensionisten dårligere end efter Socialministeriets bekendtgørelse, hvorefter der fra 1. januar 1994 ikke foretages efterregulering af varmetillæg.

Kommunen henviste i sin klage til, at der er pligt til at anvende de hidtidige regler, når beregning af varmetillæg indebærer et højere beløb for de pågældende pensionister end efter de gældende regler. Nævnets antagelse ville indebære, at der skabtes et helt nyt sæt regler, der var endnu mere fordelagtige end de hidtidige regler. Det måtte forudsætte en klar og udtrykkelig hjemmel, hvilket der ikke forelå.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, efter hvilke regler der skal ske en efterregulering af varmetillæg.

Ved afgørelsen om pensionistens ret til varmetillæg i 1994 skulle der foretages en sammenligning mellem det beløb, pensionisten kunne opnå efter kommunens hidtidige regler og det beløb, pensionisten havde ret til efter gældende bekendtgørelse nr. 903 af 29. november 1993 om social pension, inclusiveeventuelt krav om tilbagebetaling, jf. bekendtgørelsen § 38, hvorefter der kun skal anvendes kommunens hidtidige regler om varmetillæg, hvis disse regler medfører et højere beløb end efter §§ 30-37.

Ankestyrelsen fandt, at der ved beregningen efter kommunens hidtidige regler skal tages højde for eventuelle regler om efterregulering, og ved beregning efter 1993-bekendtgørelsen skulle tages hensyn til eventuelt krav om tilbagebetaling.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at henvisningen i § 38 også omfatter § 36, stk. 4 om tilbagebetaling. Endvidere blev der lagt vægt på, at overgangsbestemmelsen i § 38 har til formål at stille pensionisten bedre, end tilfældet ville have været, hvis pensionisten skulle have varmetillæg beregnet efter reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse.

Ankestyrelsen har endeligt lagt vægt på, at Socialministeriet vejledende har udtalt, at det har været meningen, at det enten er de gamle regler eller de nye regler, der skal anvendes, og at det ikke har været hensigten, at de kan kombineres.

Da det ikke i det konkrete tilfælde var godtgjort, at beløbet efter kommunens egne regler om varmetillæg ville være højere end efter 1993-bekendtgørelsen skulle de nye regler anvendes fuldt ud.

Ankestyrelsen var derfor enig i, at sagen blev hjemvist med henblik på stillingtagen til, om den udbetalte hjælp var modtaget mod bedre vidende.

Ankestyrelsen titrådte således ankenævnets afgørelse, men med en anden begrundelse.