Ankestyrelsens principafgørelse O-83-98

1998

Resume:

Hvis reglerne om partshøring er blevet tilsidesat svigtes en garanti for afgørelsens rigtighed, og der er derfor en formodning for, at afgørelsen er påvirket af fejlen og dermed ugyldig. Denne formodning kan imidlertid i det enkelte tilfælde afkræftes, hvis afgørelsen viser sig at have fået et korrekt indhold, uanset den manglende overholdelse af partshøringsreglerne.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at en oprindelig afgørelse om bortfald af ydelser til reelt enlige ikke kunne anses for at være ugyldig, selv om kommunen ikke havde foretaget partshøring over de oplysninger, som dannede grundlag for sagens afgørelse. Der var efterfølgende foretaget partshøring, og der var i den forbindelse ikke fremkommet oplysninger, som kunne begrunde en ændret afgørelse. Den oprindelige afgørelse stod således ved magt.

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19

Justitsministeriets vejledning af 4. december 1986 om forvaltningsloven - pkt. 121

En kommune havde den 26. februar 1996 truffet afgørelse om bortfald af sociale ydelser til reelt enlige til en kvinde, som ikke længere skønnedes at opfylde betingelserne for at modtage sådanne ydelser. Forinden havde kommunen ikke foretaget partshøring over de oplysninger, som dannede grundlag for afgørelsen.

Nævnet hjemviste efterfølgende sagen til kommunen, som blev anmodet om at foretage partshøring og derefter træffe ny afgørelse i sagen.

Kommunen fremsendte herefter de oplysninger, som havde dannet grundlag for afgørelsen i februar 1996 og anmodede om bemærkninger hertil.

Kvinden kommenterede de fremsendte oplysninger, hvorefter kommunen den 2. oktober 1997 fastholdt sin afgørelse af 26. februar 1996. Kommunen begrundede afgørelsen med, at der ikke var fremkommet oplysninger, som tilsagde, at kommunen skulle ændre den tidligere trufne beslutning.

Nævnet udtalte ved afgørelsen den 15. december 1997, at den manglende partshøring efter forvaltningslovens § 19, som udgangspunkt medførte ugyldighed af afgørelsen af 26. februar 1996. Den efter-

følgende partshøring skulle herefter bl.a. afklare, fra hvilket tidspunkt kvinden ikke længere kunne anses for at være reelt enlig.

Nævnet besluttede at tiltræde kommunens afgørelse af 2. oktober 1997, hvorefter afgørelsen af 26. februar 1996 blev fastholdt, således at kvinden ikke længere kunne anses for at være reelt enlig og derfor ikke kunne modtage ydelser som sådan. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke ved den efterfølgende partshøring var fremkommet sådanne oplysninger, som kunne bevirke, at afgørelsen om kvindens samlivsforhold skulle træffes fra et senere tidspunkt end den 26. februar 1997.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt ansøger måtte være berettiget til at modtage ydelser som reelt enlig i perioden fra kommunes afgørelse af 26. februar 1996 til afgørelsen den 2. oktober 1997, hvor kommunen fastholdt den tidligere trufne afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede indledningsvis, at det fremgik af den forvaltningsretlige litteratur ("Forvaltningsret" ved Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., side 564), at reglerne om partshøring må anses for garantiforskrifter. Hvis reglerne om bl.a. partshøring bliver tilsidesat, svigtes en garanti for afgørelsens rigtighed, og der må derfor gælde en formodning for, at afgørelsen er påvirket af fejlen og dermed ugyldig. Denne formodning kan imidlertid i det enkelte tilfælde afkræftes, hvis afgørelsen viser sig at have fået et korrekt indhold, uanset den manglende overholdelse af formalia.

Kommunens afgørelse af 26. februar 1996 var truffet, uden at der var foretaget behørig partshøring, og der var derfor en formodning for, at afgørelsen kunne være ugyldig, medmindre afgørelsen på trods af den manglende partshøring var indholdsmæssig korrekt.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens afgørelse af 26. februar 1996 havde været indholdsmæssigt korrekt.

Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at der i forbindelse med den efterfølgende partshøring ikke var fremkommet nye væsentlige oplysninger, som kunne begrunde en ændret afgørelse i forhold til kommunens afgørelse af 26. februar 1996.

Ankestyrelsen fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at der i kommunens afgørelse af 26. februar 1996 havde været tilstrækkeligt grundlag for at anse ansøger for ikke længere at være reelt enlig.

Ankestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at det ikke var dokumenteret, at hendes samlever havde haft en anden fast bopæl i den periode, det drejede sig om.

Den omstændighed, at hun havde bestridt, at hun ikke længere var reelt enlig, var ikke tilstrækkeligt til at tilsidesætte kommunens afgørelse. Der blev i den forbindelse henvist til SM B-3-97.

Kommunens afgørelse af 26. februar 1996 kunne således ikke anses for at være ugyldig. Dette bevirkede, at ansøger ikke kunne anses for at have været berettiget til at modtage sociale ydelser som reelt enlig fra denne dato, da hun ikke opfyldte betingelserne for at modtage ydelserne fra dette tidspunkt.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.08.1998

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principmeddelelse er kasseret den 29. august 2022, idet der er kommet ny regler på området.

Paragraf

§ 19

Journalnummer

200126-98