Ankestyrelsens principafgørelse P-1-98

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 47

Sagen vedrørte en folkepensionist, for hvem der opstod en restance overfor bopælskommunens forsyningsafdeling for levering af el til pensionistens bolig. Restancen udgjorde inklusive rykkeromkostninger i april 1995 1.545 kr.

Da pensionisten ikke reagerede på kommunens rykkere, lukkede kommunen i april 1995 for el-forsyningen til pensionistens bolig.

Kommunen anførte, at den ved et efterfølgende møde den 11. april 1995 indgik en mundtlig aftale med pensionisten om at tilbageholde 360 kr. månedlig til dækning af el-restancen og til dækning af kommende kvartalsvise rater.

Kommunen tilbageholdt fra maj til december 1995 i alt 2.880 kr. af pensionistens folkepension som modregning for ovennævnte krav.

Da pensionisten uanset aftalen tre gange i løbet af året selv indbetalte á contobeløb for levering af el i 1995, udbetalte kommunen den 6. december 1995 1.312 kr. til pensionisten.

Kommunen tilbageholdt således samlet 1.567 kr. til dækning af el restancen.

Ankenævnet fandt, at kommunalbestyrelsen ikke havde været berettiget til atoverføre 360 kr. månedlig af pensionistens pension til forsyningsaf delingen. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var iværksat administration af pensionistens pension. Der blev desuden lagt vægt på, at pensionisten i maj 1995 klart tilkendegav, at hun ikke ønskede, at kommunen overførte beløbene, ligesom der i øvrigt forelå stor usikkerhed om, hvorvidt hun gav samtykke til overførslen.

Da udgifterne til el var betalt, fandt nævnet ikke grundlag for at foretage sig yderligere.

Nævnet anførte i et brev af 8. august 1996, at det ikke havde kompetence til at pålægge forsyningsafdelingen at tilbageføre pengene til kommunalbestyrelsen med henblik på udbetaling til klager.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om pensionslovens § 47 beskytter mod modregning med andet end pension.

Kommunen havde ikke været berettiget til at foretage tvungen modregning i pensionen efter reglerne i pensionslovens § 47 eller efter den almindelige ulovbestemte adgang til tvungen modregning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke forelå en snæver sammenhæng mellem pensionistens krav på pension og kommunens krav på betaling af el-restance.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at der var indgået en retsgyldig frivillig aftale mellem pensionisten og kommunen om modregning i pensionistens fremtidige pensionsydelser med kommunens restancekrav for el-levering.

Ankestyrelsen fandt derfor, at pensionisten var berettiget til at få udbetalt et beløb på 1.567 kr. fra kommunens pensionsafdeling svarende til forskellen mellem det i perioden fra maj til december 1995 modregnede beløb og det til pensionisten i december 1995 udbetalte beløb på 1.352 kr., det vil sige det beløb, som med urette havde været tilbageholdt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen væsentlig vægt på, at der ikke forelå skriftlig dokumentation for pensionistens samtykke til modregning eller for modregningsaftalens indhold.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at pensionisten ved mødet den 11. april 1995 som følge af lukningen af el-forsyningen til hendes bolig befandt sig i en tvangslignende situation, som indskrænkede hendes handlefrihed og mulighed for at afvise kommunens tilbud om modregning.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at den af kommunen beskrevne aftale var svært overskuelig, idet den både vedrørte det foreliggende restancekrav på 1.545 kr. og fremtidige á contobidrag, ligesom der ikke var fastsat en klar tidsbegrænsning af aftalen.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse. Styrelsen ændrede dog afgørelsen for så vidt angik spørgsmålet om udbetaling af det med urette modregnede beløb til pensionisten.

Ankestyrelsen tog ved afgørelsen ikke stilling til kommunens adgang til på anden måde at inddrive restancekravet for levering af el. Ankestyrelsen tog alene stilling til modregningsaftalen.