Ankestyrelsens principafgørelse U-5-98

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 - § 9 og § 20

En 47-årig rengøringsassistent var den 15. november 1986 udsat for et elektrisk stød gennem venstre arm, da hun som led i sit arbejde rørte ved en defekt kaffemaskine.

Tilfældet blev anmeldt til politiet den 3. juli 1987, og arbejdsgiveren anmeldte tilfældet til Arbejdsskadestyrelsen den 24. marts 1988.

Af de lægelige oplysninger i sagen fremgik det, at kvinden havde familiær disposition til migræne, som hun tidligere havde lidt af. Hun havde været undersøgt for epilepsi, men en sikker diagnose kunne ikke stilles. Hun oplyste dog, at hun stort set ikke havde haft gener siden 1978. Siden el-ulykken havde hun en række diffuse gener, herunder føleforstyrrelse, snurren og kraftnedsættelse i venstre arm, konstant hovedpine, svimmelhed, hukommelsesforstyrrelser, depressive tendenser samt besvimelsestilfælde.

Ankestyrelsen tiltrådte den 30. november 1990 Sikringsstyrelsens (nu Arbejdsskadestyrelsen) afgørelse, hvorefter tilfældet blev afvist, da fristen for anmeldelse var overskredet. Der var ikke grundlag for at bortse fra overskridelsen, da det ikke kunne anses for tilstrækkeligt godtgjort, at kvindens psykiske lidelse kunne anses for en følge af ulykkestilfældet den 15. november 1986.

Under en efterfølgende retssag udtalte Retslægerådet bl.a., at det ikke kunne udelukkes, at den konstaterede psykiske lidelse var opstået efter el-ulykken. Denne vurdering var dog alene baseret på den tidsmæssige sammenhæng, idet der ikke var specifikke psykiske symptomer, der entydigt kunne henføres til ulykken. Retslægerådet fandt ikke, at de tilfælde af bevidsthedstab, som kvinden havde lidt af efter ulykken, kunne skyldes ulykken, og der var ikke fundet varig organisk skade. Ulykken kunne dog - evt. kombineret med anden form for belastning - være årsag til psykiske insufficienssymptomer. Der kunne ikke med overvejende sandsynlighed stilles diagnosen: posttraumatic stress disorder.

Østre Landsret fandt ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, hvorefter der ikke kunne bortses fra overskridelsen af anmeldelsesfristen, da det ikke kunne anses for godtgjort, at lidelsen var en følge af ulykkestilfældet.

Landsrettens dom blev anket til Højesteret.

I forbindelse med anken blev der indhentet en psykiatrisk speciallægeerklæring.

Ved speciallægeundersøgelsen blev konkluderet, at kvinden efter ulykkestilfældet havde klaget over en lang række legemlige og psykiske funktionsforstyrrelser. Forskelligartede og indgående undersøgelser havde dog ikke kunnet påvise organiske forandringer som følge af ulykken. Speciallægen mente, at den traumatiske situation omkring el-ulykken havde berørt et specielt følsomt sjæleligt område, der sammen med det langvarige sagsforløb havde givet anledning til dominerende reaktioner og oplevelse af voldsom "forurettelse". Somatiserings- og psyko-somatiske tilstande af tilsvarende art havde ofte vist sig ubehandlelige og kronisk forløbende.

Ankesagen blev herefter hævet af forsikredes advokat.