Ankestyrelsens principafgørelse O-73-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 46b, stk. 1

Ansøger, der boede i A-kommune, var enlig med bidragspligt overfor en søn som moderen havde forældremyndigheden over. Han søgte i forbindelse med at sønnen sammen med moderen flyttede til B-kommune om hjælp i henhold til bistandslovens § 46b til samværsudgifter i perioden marts 1996 til juli 1996.

Ansøger tog hveranden weekend til B-kommune og hentede sønnen og afleverede ham igen efter weekenden. Udgiften var ialt pr. måned 1.616 kr. til transport. Kostpenge udgjorde 29 kr. pr. døgn.

Ansøger var under uddannelse og modtog netto 9.087 kr. i uddannelsesydelse fra arbejdsløshedskassen svarende til maximale arbejdsløshedsdagpenge. Han havde på ansøgningstidspunktet en lejeindtægt på 1.000 kr. Når der var taget hensyn til godkendte udgifter, havde han et restbeløb på 3.916 kr. pr. måned.

Kommunen meddelte afslag på det ansøgte, idet det vurderedes, at ansøgeren havde indtægter på niveau med lavtlønnede personer og efter budgettet selv havde råd til at afholde udgiften.

Afgørelsen blev senere tiltrådt af ankenævnet med en bemærkning om, at der påny kunne rettes henvendelse til nævnet i forbindelse med ændring af de økonomiske forhold.

I oktober måned 1996 søgtes igen om hjælp til samværsudgifter i forbindelse med samvær med sønnen1/3 hver 3. uge. Der blev i oktober måned bevilget hjælp for 1/2 år. Ifølge kommunens journaloplysninger skyldtes bevillingen, at lejeindtægten var bortfaldet.

I april måned 1997 tog kommunen bevillingen op til ny vurdering.

Ansøger havde på det tidspunkt en nettoindtægt på 9.377 kr., og de samlede accepterede udgifter udgjorde 6.810 kr. Restbeløbet pr. måned var 2.567 kr. Udgifter, der ikke accepteredes som rimelige var på ialt 1.525 kr.

Kommunen vurderede, at boligudgiften vejede tungt i budgettet, ialt pr. måned ekskl. forsikring brutto 4.974 kr. Boligen var en ejerbolig.

Kommunen meddelte i april måned afslag på yderligere hjælp til samværsudgifter. Dog besluttedes det, at refundere udgiften frem til 31. juli 1997 for at give ansøger mulighed for at tilrettelægge sin økonomi herefter.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøger efter en økonomisk vurdering selv skønnedes at have midler til at afholde udgiften. Restbeløbet i oktober måned 1996 var på 2.034 kr. og i april måned 1997 var beløbet på 2.567 kr.

Kommunen fandt, at ansøgeren kunne rådes til at finde en billigere bolig, da bevilling af samværsudgifterne indirekte havde været med til at finansiere ejerboligen. Eventuelt kunne han udleje et værelse.

Herudover kunne ansøgeren rådes til eventuelt at undersøge, om ikke barnet, der nu var 6 1/2 år, kunne rejse alene med DSB service.

Ansøgeren havde til nævnet anført, at lejligheden var på 65 kvadratmeter - 2 værelser og at han ved flytning ville få et tab på ca. 60.000 kr. på lejligheden. Samtidig skulle den høje indtægt ses i lyset af, at han havde et højt fradrag i forbindelse med sin lejlighed. Nettoboligudgiften var på 3.200 kr. Selv om han fraflyttede lejligheden og flyttede ind i en almennyttig bolig, ville udgiften blive den samme. Der ville endvidere komme udgifter til indskud og flytning.

Vedrørende DSB's kørselsordning omfattede denne ordning ikke hele strækningen. Endvidere blev sønnen køresyg.

Kommunen oplyste til nævnet, at det var svært at finde en billigere lejlighed, og det forudsatte, at man var skrevet op.

Teknisk forvaltning oplyste til nævnet, at på tegningen bestod lejligheden af 2 værelser og et lille kammer. Kammeret kunne være medinddraget i stuen ved at væggen var revet ned.

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre kommunens afslag på hjælp til transportudgiften.

Nævnet fandt det ikke urimeligt, at ansøger henvistes til at udleje et værelse for derved at forbedre sine økonomiske forhold. Man lagde vægt på, at han havde valgt at videreuddanne sig og derved i en periode ville oppebære en lav indtægt. Nævnet fandt ikke, at hensynet til sønnens samværsbesøg hver 3. weekend kunne føre til en anden opfattelse.

Nævnet anførte efter indankningen til Ankestyrelsen, at kontanthjælp var subsidiær i forhold til andre indtægtsmuligheder, og at det var en betingelse for hjælp efter bistandslovens § 46b, at ansøger ikke selv havde midler til at afholde udgiften.

Nævnet havde herefter, under hensyn til, at ansøgers boligudgifter vejede tungt i budgettet, vurderet, at han havde mulighed for at nedbringe sine udgifter ved at udleje et værelse, og at kommunens vurdering på dette punkt ikke kunne anses for ulovlig eller åbenbart urimelig.

Ansøger oplyste, at uddannelsesgodtgørelsen ophørte i sommeren 1998, hvorefter han formentlig skulle overgå til SU det sidste halve år af uddannelsen, som ophørte til januar 1999.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune ved ansøgning om hjælp efter bistandslovens § 46b kunne stille krav om, at en ansøger skulle udleje et værelse for at forbedre sine økonomiske forhold, herunder om en sådan afgørelse måtte anses for ulovlig eller åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke på det foreliggende grundlag havde været berettiget til at meddele ansøger afslag på hjælp efter bistandslovens § 46b med udgangen af juli måned 1997.

Kommunens afgørelse måtte anses for at være åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på oplysningerne om de økonomiske forhold og på, at det ikke konkret var godtgjort, at ansøger ved flytning til en egnet billigere lejebolig ville kunne bringe sit budget i balance.

Ankestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at der ved en sådan vurdering og sammenligning med en billigere lejebolig ikke kunne ses bort fra det skattefradrag, ansøgeren havde i forbindelse med den nuværende ejerbolig, finansiering af boligindskud samt muligheder for boligsikring.

Ankestyrelsen fandt samtidig, at risikoen for et eventuelt tab ved salg af ejerbolig ikke i sig selv kunne være afgørende for, om ansøger var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 46b.

Ankestyrelsen fandt herefter, at såfremt det blev godtgjort, at boligudgifterne var for høje og under forudsætning af, at ansøger medvirkede til nedbringelse af boligudgifterne, ville han være berettiget til hjælp i henhold til bistandslovens § 46b, indtil anden bolig kunne anvises, forudsat iøvrigt uændrede økonomiske forhold.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke havde været hjemmel til at begrænse ansøgers hjælp til kun yderligere 3 måneder med en generel henvisning til, at han inden for den periode enten måtte søge sine boligudgifter nedsat eller søge samværsudgifterne begrænset.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at der havde været hjemmel til at afslå hjælp efter bistandslovens § 46b med den begrundelse, at ansøger kunne leje et værelse ud. Der var her lagt vægt på lejlighedens størrelse og på, at det som udgangspunkt var ansøgers eget valg, om han ville udleje frem for at flytte.

Ankestyrelsen fandt endelig, at der ved vurderingen af ansøgers berettigelse til hjælp efter bistandslovens § 46b ikke kunne stilles krav om, at sønnen (på daværende tidspunkt 6 1/2 år) skulle benytte DSB guideservice.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.