Resume:
En mobiltelefon kunne ikke anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af en multihandicappet 17-årig dreng.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at drengen ikke selv havde behov for mobiltelefon, da han altid var omgivet af personer, der kunne yde den fornødne hjælp, og at behovet for mobiltelefon alene skyldtes moderens ønske om ikke altid at skulle lægge telefonnumre, hvor hun kunne kontaktes, og ønsket om et friere privatliv.
Der er kommet nye regler på området
Kassationsdato:
16-06-2009
Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1
Moderen til en på ansøgningstidspunktet 17-årig ung mand, der var multihandicappet, fik afslag på hjælp efter bistandslovens § 48 til en mobiltelefon.
Drengen var dagligt i specialskole. Efter skoletid blev han kørt til en specialinstitution, hvor han var resten af dagen. 3 dage om ugen var han i dialyse fra kl. 15.30 - ca. kl. 21.
Der blev endvidere ydet aflastning af en døgninstitution.
Moderen arbejdede som ergoterapeut. Hun oplyste, at meget af arbejdstiden var hjemmebesøg, hvor hun ikke kunne kontaktes uden en mobiltelefon.
Moderen oplyste, at drengen hyppigt var indlagt på hospital, hvor der ofte opstod kritiske situationer, hvor det var nødvendigt, at hun var til stede.
Med en mobiltelefon var hun friere stillet og skulle ikke altid lægge et telefonnummer, hvor hun kunne kontaktes. Desuden gav det er friere privatliv, at der kun var et nummer at ringe til, som var hendes eget.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse med henvisning til, at udgiften ikke kunne anses for en merudgift ved drengens forsørgelse. Der blev lagt vægt på, at drengen var under forsvarligt opsyn, når han blev passet uden for hjemmet. I klagen var der bl.a. henvist til, at drengen som lyn fra en klar himmel kunne blive voldsomt syg og hasteindlagt, i hvilken situation det var afgørende, at moderen kunne tilkaldes, ligegyldigt hvor hun befandt sig.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt udgiften til mobiltelefon, anvendt af forældrene til et handicappet barn, kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen efter bistandslovens § 48.
Ankestyrelsen fandt ikke, at moderen havde krav på hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, til en mobiltelefon.
Begrundelsen var, at en mobiltelefon ikke skønnedes at være en nødvendig merudgift som følge af drengens handicap.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at drengen ikke selv havde behov for mobiltelefon, idet han altid var omgivet af personer, der kunne yde den fornødne hjælp, og at behovet for mobiltelefon alene skyldtes moderens ønske om ikke altid at skulle lægge et telefonnummer, hvor hun kunne kontaktes, og ønsket om et friere privatliv.
Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.
Dato for underskrift
15.08.1998
Offentliggørelsesdato
12.07.2013
Paragraf
§ 48
Journalnummer
201256-97