En dreng blev den 1. marts 1992 af A kommune anbragt i familiepleje i B kommune. I plejekontrakten af 1. marts 1992 mellem A kommune og plejefaderen blev det anført, at børnehave betaltes efter regning indtil 31. maj 1992.
I maj måned 1992 meddelte A kommune plejefaderen afslag på betaling af udgiften med udgangen af maj måned 1992 som tidligere meddelt. Der skønnedes ikke på det foreliggende grundlag at være behov af hverken psykisk/pædagogisk eller social karakter, der indikerede fortsat hjælp til betaling af daginstitution. Det blev i brevet endvidere anført, at giroindbetalingskort for juni måned 1992 samtidig blev fremsendt. Plejefaderen blev anmodet om at aftale med B kommune, at indbetalingskortet fremover blev fremsendt direkte til ham.
I juli 1992 returnerede A kommune giroindbetalingskort til B kommune med bemærkning om, at regninger fremover (fra 1. juni 1992) skulle betales af plejefaderen.
For perioden 1. juni 1992 til 31. juli 1994 betalte plejeforældrene herefter for drengens ophold i børnehave. I maj 1995 søgte plejefamilien B kommune om tilbagebetaling af beløbet.
B kommune gav i juli 1995 plejeforældrene meddelelse om, at det opkrævede beløb ville blive tilbagebetalt. B kommune anmodede samme dag A kommune om refusion af beløbet med henvisning til, at A kommune som handlekommune var forpligtet til at refundere udgiften.
A kommune afslog at være refusionspligtig. A kommune henviste herved bl.a. til, at når A kommune havde været handlekommune i perioden fra den 1. juni 1992 til den 31. juli 1994 og havde givet afslag, kunne en anden kommune ikke efterfølgende bevillige med tilbagevirkende kraft.
B kommune ankede herefter sagen. A kommune anførte under sagens behandling i nævnet bl.a., at A kommune i en plejekontrakt af 1. marts 1992 meddelte, at dagpasningsforholdet skulle ophøre pr. 31. maj 1992. Det var A kommunes opfattelse, at B kommune gennem kopi af plejekontrakten var gjort bekendt hermed. Plejefamilien var ligeledes bedt om at bringe plejeforholdet til ophør via plejekontrakten af 1. marts 1992 og ved skrivelse fra maj 1992. A kommune fandt, at B kommune gennem diverse korrespondance var informeret, således at der kunne træffes de nødvendige forholdsregler.
Nævnet fandt, at A kommune ikke var forpligtet til at refundere B kommune det omhandlede beløb. Nævnets afgørelse blev indbragt for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen traf afgørelse om hjemvisning af sagen til nævnet til fornyet behandling og afgørelse af, om B kommune var berettiget til refusion af beløbet fra A kommune.
Nævnet skulle forinden tage stilling til, om der i sagen måtte siges at være truffet en beslutning om, at drengen kunne blive i børnehavensamtidig med, at plejefamilien selv skulle betale for daginstitu tionsopholdet, herunder hjemmelen til at træffe en sådan beslutning, og betydningen heraf for refusionsspørgsmålet, hvis der ikke fandtes at være hjemmel til en sådan beslutning. I den sammenhæng måtte der også tages stilling til, om det var lovligt for plejeforældrenes kommune at opkræve forældrebetalingsdelen, jf. bistandslovens § 73, af plejeforældrene.
Under sagens fornyede behandling i nævnet anførte A kommune bl.a., at dersom plejefamilien insisterede på, at drengen alligevel skulle gå i børnehave, var det dens egen afgørelse, og udgiften hertil måtte såafholdes af familien selv. Det var ikke en del af den lagte be handlingsplan og således ikke et krav i forhold til plejedelen, at drengen skulle være i daginstitution. Det var A kommunes opfattelse, at der var tale om et behov hos plejefamilien i forbindelse med dens valg af sideløbende erhverv.
Nævnet traf herefter afgørelse om, at A kommune ikke var forpligtet til at refundere B kommune beløbet, idet B kommune ikke lovligt havde kunnet fastsætte en forældrebetaling på grundlag af plejeforældrenes indtægt, og at A kommune ikke lovligt havde kunne træffe beslutning om, at barnet kunne forblive i daginstitution, såfremt plejeforældrene afholdt forældrebetalingen. Da B kommune gennem kopi af plejekontrakten havde været orienteret om, at barnet kun skulle have ophold i daginstitution indtil 31. maj 1992 fandtes B kommune at være nærmest til at bære den økonomiske risiko ved, at daginstitutionsopholdet ikke blev bragt til ophør på dette tidspunkt.
I klagen til Ankestyrelsen anførte B kommune på ny, at ophold i daginstitution for et plejebarn måtte anses som en del af plejeforholdet. Kommunen var således af den opfattelse, at den anbringende kommune, der førte det konkrete tilsyn var i overensstemmelse med plejefamilien. Den trufne beslutning om, at barnet kunne være i daginstitution, hvor plejefamilien selv skulle afholde "forældrebetaling" måtte anses for ugyldig.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om den kommune, hvor et barn er anbragt i familiepleje har krav på refusion fra den anbringende kommune af udgifter vedrørende tilbagebetaling til plejefamilie af opkrævet betaling for daginstitution, herunder betydningen af, om den anbringende kommune eventuelt har besluttet eller godkendt, at barnet kunne forblive i daginstitution.
