Sagen omhandlede en 59-årig kvinde, der led af fibromyalgi og herpes.
Helbredsforholdene var bl.a. beskrevet i en statusbedømmelse fra en læge.
Heraf fremgik det, at ansøgeren i 10 år havde haft tiltagende muskelsmerter med dårlig nattesøvn og til sidst begyndende depression. Ansøgeren blev behandlet med forskellig gigt- og smertemedicin uden effekt. Hun fik pension i 1985 på grund af dårlig ryg. I januar 1996 fik hun hos speciallæge diagnosticeret lidelsen fibromyalgi og besked på, at hun måtte leve med dette resten af livet.
I maj 1996 blev hun sat i behandling med Zovir for en herpesvirus infektion, som ifølge lægen også havde vist en tiltagende god effekt på muskelsmerterne (fibromyalgi), med bedring af depressionen og nattesøvn. Efter flere måneders indtagelse af Zovir fik hun, ifølge det oplyste, en klar bedring af fibromyalgien og depressionen. Hun holdt på et tidspunkt op med at tage Zovir på grund af prisen og fik tiltagende muskelsmerter og dårlig nattesøvn. Lægen anbefalede tilskud til Zovir, for at give hende et bedre liv, og for at redde hende fra depression, og indtil der forelå nogle resultater fra projektet om emnet, som startede på Frederiksberg Hospital i 1996. Endvidere vedlagdes laboratoriesvar om hendes herpesvirus.
Ansøgeren ansøgte kommunen om medicinhjælp efter bistandslovens § 58 til præparatet Zovir til lidelsen fibromyalgi.
I brev af juni 1996 meddelte kommunen hende, at der ikke fandtes lægeligt belæg for at ordinere præparatet Zovir for lidelsen fibromyalgi. Kommunen henviste til, at Zovir måtte betragtes som alternativ behandling på daværende tidspunkt, idet der ikke var nogen dokumentation for, at behandlingen med Zovir havde nogen effekt.
Ansøgeren indgav herefter ansøgning om medicinhjælp i juli 1996 under henvisning til herpesvirus.
Kommunen meddelte i afgørelse af oktober 1996 afslag på ansøgningen om tilskud til medicinpræparatet Zovir, som hun fik ordineret på grund af herpesvirus. Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen ikke kunne give tilskud til behandling, som der ikke var dokumenteret effekt af. Ud fra laboratoriesvar kunne kommunens lægekonsulent ikke se, at hun havde tegn på aktiv herpes infektion, som krævede behandling.
Denne afgørelse indankede ansøgeren til ankenævnet.
I afgørelse af februar 1997 fandt ankenævnet ikke grundlag for at pålægge kommunen at udbetale tilskud til Zovir.
Afgørelsen var begrundet med, at der ikke forefandtes sikre lægevidenskabelige resultater, der tydede på, at præparatet Zovir havde effekt på muskelsmerter eller fibromyalgi.
Endvidere fremgik det af en tolkning af de fremsendte blodprøvesvar, at hun ikke led af en særlig aktiv herpesinfektion, der nødvendiggjorde behandling.
Der skønnedes således ikke at være tale om en varig lidelse med et behov for vedvarende forbrug af lægeordineret tilskudsberettiget medicin.
I brev af februar 1997 klagede ansøgeren over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.
I klagen var det bl.a. anført, at hun fastholdt, at den herpesvirus hun havde var kronisk. Hun anførte endvidere, at hun gennem mange år - mindst 10 - havde haft kraftige invaliderende smerter.
Endelig anførte hun, at hun gennem det sidste 3/4 år havde indtaget Zovir, og at det var det eneste medikament, der hidtil havde haft en gavnlig virkning.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 58 til medicinudgifter, der følger af behandling af herpes med præparatet Zovir.
