Ankestyrelsens principafgørelse U-7-98

Der er kommet nye regler på området

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 - § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led og § 10, stk. 3

Sagen vedrørte anerkendelse af en anmeldt lænderyglidelse hos en mand født i 1936, der fra 1951 til 1988 havde været tømrer.

Om mandens arbejdsforhold fremgik det bl.a., at forsikrede fra 1957 til 1964 havde arbejdet med betonforskalning, hvor han bar tømmer og brædder til støbning. Den daglige løftemængde var angivet til ca. 9 ton med enkeltløft svarende til mellem 15 og 30 kg. I hele 1965 havde forsikrede i forbindelse med tagarbejde dagligt løftet 6,6 ton med enkeltløft på op til 100 kg. I perioden 1966-68 havde forsikrede i forbindelse med tagarbejde en daglig løftemængde på ca. 7,2 ton bestående af enkeltløft af tagplader på ca. 20 kg stykket. Tagpladerne var store og uhåndterlige samt skulle bæres op ad en stige. I perioden 1975-80 havde forsikrede været beskæftiget med betonforskalning og havde en daglig løftemængde på ca. 5 ton med enkeltløft på 50-70 kg.

Af sagens lægelige oplysninger fremgik det, at manden som 52-årig i 1988 blev sygemeldt. Manden havde haft lænderygsmerter siden 1969, der medførte lægebesøg, men ikke undersøgelse af lænden. I 1981 søgte manden læge som følge af nakkesmerter, men først 1988-89 blev der påvist en lænderyglidelse.

Ved afgørelse af 14. august 1992 havde Arbejdsskadestyrelsen fulgt Erhvervssygdomsudvalgets indstilling om afvisning som følge af manglende dokumentation for tungt rygbelastende arbejde. Ved afgørelse af 13. april 1993 tiltrådte Ankestyrelsen denne afgørelse.

Den 23. februar 1995 blev der udtaget stævning mod Ankestyrelsen, og i forbindelse med retssagen blev Retslægerådet hørt. Rådet udtalte: "Ifølge sagens akter er der hos sagsøger påvist en degenerativ lidelse i halshvirvelsøjlen og lændehvirvelsøjlen. Degenerative lidelser i rygsøjlen er hyppigt forekommende i den danske befolkning. Op til 80% af befolkningen vil på et eller andet tidspunkt klage over rygsymptomer, og ryglidelser er en af de hyppigste årsager til sygefravær. Det er endvidere kendt, at rygbelastende arbejde øger risikoen for lænderygbesvær og antageligt også hyppigheden af degenerative ryglidelser i lænderygsøjlen. Det [udeladt] beskrevne rygbelastende arbejde hos sagsøger har været af en sådan karakter, at Retslægerådet ikke kan udelukke, at det har været medvirkende til den degenerative lidelse i rygsøjlen. I hvilket omfang dette har været tilfældet, kan Retslægerådet imidlertid ikke afgøre. "

Under domsforhandlingen havde sagsøgers advokat gjort gældende, at Højesterets dom fra 1993 skulle forstås således, at når relevante rygbelastninger var dokumenteret, måtte det være Ankestyrelsen, der skulle bevise, at lidelsen havde en anden årsag end arbejdet. På denne baggrund mente advokaten, at der i den konkrete sag var grundlag for anerkendelse af lidelsen som erhvervssygdom.

Østre Landsret tilkendegav den 2. december 1997 mundtligt, at retten havde lagt forsikredes fagforbunds redegørelse til grund vedrørende belastningerne. Sagen lignede herefter i sit ydre faktum højesteretsdommen fra 1993, hvorfor det var væsentligt for sagen, hvem af parterne, der bar bevisbyrden. Imidlertid adskilte den aktuelle sag sig fra højesteretssagen fra 1993, hvor særlige omstændigheder havde gjort sig gældende. Da der ikke i den aktuellesag forelå påfaldende omstændigheder, lå bevisbyrden for årsags sammenhængen mellem en lænderyglidelse og forsikredes arbejde hos forsikrede. Sagsøger/forsikrede havde ikke i sagen løftet sin bevisbyrde, selv ikke med det oplyste om "reduktionsfaktorer", hvorfor Ankestyrelsen ved en eventuel dom ville blive frifundet. Sagsøger hævede herefter sagen.