Ankestyrelsens principafgørelse B-2-98

01-01-1998
Børnetilskudsloven Mod bedre vidende Ordinært og ekstra børnetilskud Risiko Tilbagebetaling Vejledningspligt Gældende Udbetaling Danmark

Resume:

Der var ikke pligt til tilbagebetaling af ordinært og ekstra børnetilskud, som var modtaget uberettiget på grund af fejl fra kommunen. Modtagelsen fandtes ikke at være sket mod bedre vidende.

Der blev lagt vægt på, at kommunen ikke havde opfyldt sin vejledningspligt om betingelserne for udbetaling af børnetilskud, ogat kommunen havde udbetalt uanset kendskab til mandens samlivsfor hold.

Kommunen fandtes herefter at være nærmest til at bære risikoen for den fejlagtige udbetaling.

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 24, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 42 af 30. januar 1996 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - pkt. 41

Sagen drejede sig om en mand, der havde fået udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud til sit særbarn til trods for, at han havde samlevet med moderen til det andet af hans børn.

Udbetalingen var angiveligt sket, fordi manden ved tilflytningen til kommunen, nærmere bestemt samleverens adresse, var registreret som modtager af børnetilskud i fraflytningskommunen.

Samleveren meddelte kommunen, at hun og manden var flyttet sammen, hvorefter kommunen ved et brev meddelte hende, at børnetilskud til deres fællesbarn ville ophøre grundet samlivet. I brevet oplystes det endvidere, at børnefamilieydelsen til mandens særbarn ville fortsætte, da samleveren ikke havde del i forældremyndigheden.

Da manden sammen med samleveren flyttede fra kommunen opdagede denne, at der fejlagtigt var udbetalt børnetilskud og krævede de udbetalte ydelser tilbagebetalt.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse om tilbagebetaling, idet nævnet fandt, at der var skabt begrundet formodning for, at manden under sit ophold i kommunen havde genoptaget et i børnetilskudslovens forstand ægteskabslignende forhold, og at de af manden afgivne oplysninger ikke havde afkræftet denne formodning. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang kommunen kan kræve fejlagtigt udbetalt børnetilskud tilbagebetalt, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2, når det må antages, at kommunen har haft kendskab til, at modtageren ikke var berettiget til ydelserne.

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling af ordinært og ekstra børnetilskud for januar, april og juli kvartaler 1996 ikke var opfyldt.

Begrundelsen var, at det efter de foreliggende oplysninger ikke var godtgjort, at manden havde modtaget de nævnte ydelser mod bedre vidende, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen efter mandens flytning til samlevers adresse havde udbetalt ydelserne uden i den forbindelse at have ydet vejledning om betingelserne for ret til børnetilskud.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kommunen meddelte mandens samlever, at børnetilskud til hendes og mandens særbarn ville ophøre med udgangen af december 1995 på grund af samlivet.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunen ikke havde ydet den fornødne vejledning om betingelserne for ret til ordinært og ekstra børnetilskud, og at kommunen havde udbetalt ydelserne til trods for, at man havde kendskab til og var opmærksom på mandens samlivsforhold. Kommunen fandtes herefter at være nærmest til at bære risikoen for den fejlagtige udbetaling.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.01.1998

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 24

Journalnummer

200509-97