En ung kvinde boede i A kommune, da hun den 1. januar 1993 fik arbejde i Tyskland for et dansk firma. Her fik hun i januar 1994 et hjertestop. Efter indlæggelse på sygehus i Tyskland blev hun overført til et sygehus i Danmark i B kommune. Hun havde fået en hjerneskade.
Kvindens forældre boede i C kommune, og kvinden blev derfor overflyttet til et sygehus i C kommune efter aftale med hospitalet i B kommune, og kvinden tilmeldtes folkeregisteret i C kommune den 5. april 1994.
Det videre optræningsforløb skete på et sygehus i D kommune. Efter endt optræning tilbød C kommune plejehjemsplads til kvinden 18. januar 1995 efter anmodning fra forældrene, og hun overførtes til plejehjemmet. Kvinden overflyttedes imidlertid den 21. november 1995 til en institution i E kommune, da plejehjemspladsen ikke var ideel i forhold til kvindens behov.
C kommune anmodede den 28. maj 1996 B kommune om betaling af udgifter til kvindens ophold på plejehjem i perioden 18. januar 1995 til 21. november 1995. Kommunen henviste til SM O-32-95.
B kommune returnerede den 6. juni 1996 regningen til C kommune, idet kommunen ikke fandt at være betalingskommune. Begrundelsen herfor var, at det måtte være A kommune som tidligere opholdskommune, før hun tog til Tyskland, der var betalingskommune. Bistandslovens § 11 var netop indsat for at beskytte institutionskommunen, og det ville ikke ske, såfremt B kommune skulle betale, blot fordi kommunen havde et godt hospitalsvæsen.
C kommune ankede herefter sagen til det sociale ankenævn i B kommunes statsamt, idet kommunen henviste til, at B kommunes begrundelse ikke ansås for at være fyldestgørende i forhold til den SM-meddelelse, C kommune havde henvist til.
Nævnet ændrede delvist B kommunes afgørelse.
Ankenævnet bemærkede indledningsvis i sin begrundelse for afgørelsen, at når en person havde opholdt sig i udlandet, var den kommune, hvor hun efter hjemkomsten tog ophold opholdskommune. Opholdet i udlandet betragtes ikke som en "død" periode, jf. SM O-67-88.
C kommune blev handlekommune, da kvinden blev overflyttet til sygehus i C kommune, og ikke fordi hun blev folkeregistertilmeldt på forældrenes adresse, hvor hun ikke sås at have boet.
I tiden indtil hun overførtes til sygehus i D kommune, havde C kommune efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2, krav på refusion fra B kommune, der var kvindens tidligere opholdskommune. På grund af udlandsopholdet havde B kommune ikke mulighed for at rejse krav overfor en tidligere opholdskommune.
Nævnet bemærkede videre, at da hun overflyttedes til sygehus i D kommune, overgik handlekommuneforpligtelsen til D kommune.
Nævnet havde overvejet, om alene det forhold, at C kommune som folkeregisterkommune handlede under hendes ophold på sygehus i D kommune medførte, at B kommunes refusionspligt herved ophørte. Ankenævnet fandt at måtte lægge afgørende vægt herpå. Ankenævnet henviste i den forbindelse til SM O-111-95, hvori Ankestyrelsen ophævede et ankenævns afgørelse i en situation, hvor en kommune havde truffet beslutning uden at være handlekommune.
Endelig henviste nævnet til Socialstyrelsens vejledende udtalelse af 9. oktober 1989, hvoraf fremgik, at den kommune, der handlede uden at være handlekommune, selv måtte afholde de udgifter til bistand, som kommunen havde truffet beslutning om, idet en kommune ikke uden særlig hjemmel kunne træffe beslutninger, der forpligtede en anden kommune.
I klagen anførte C kommune bl.a., at den sag, som nævnet havde henvist til (j.nr. 1995-711/255) ikke kunne sammenlignes med nærværende sag, idet C kommunes handlen skete på anmodning fra forældrene i en klemt situation.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en tidligere handlekommunes medvirken ved anbringelse i plejehjem i kommunen medfører, at den oprindelige betalingskommunes refusionspligt efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2, bortfalder.
