En familie flyttede den 1. januar 1994 fra A kommune til B kommune. Kvinden modtog revalideringshjælp fra A kommune til en uddannelse i C kommune. Flytningen havde intet med hendes revalideringsforløb at gøre.
Kvindens mand havde det samme arbejde før og efter flytningen til B kommune.
Kvinden modtog indtil den 31. juli 1995 revalideringsydelse fra A kommune.
Den 10. november 1995 fremsendte B kommune en regning til A kommune på ca. 75.000 kr. vedrørende den kommunale andel af driftsudgifterne for 1994 med hensyn til daginstitutionsophold for familiens 2 børn.
I brev af 13. februar 1996 oplyste A kommune, at kommunen mundtligt havde forelagt sagen for ankenævnet, idet kommunen var usikker på en tidligere afgørelse fra et andet statsamt, der i en lignende situation gav tilflytningskommunen ret til at opkræve beløbet fra fraflytningskommunen.
A kommune oplyste videre i brevet, at kommunen var tilbøjelig til at mene, at ægtemanden, som havde arbejdet og betalt skat til B kommune, måtte stå for halvdelen af den kommunale andel af institutionsudgiften. På denne baggrund kunne A kommune kun acceptere at betale halvdelen af regningen.
B kommune klagede i brev af 9. maj 1996 til ankenævnet over A kommu nes afgørelse under henvisning til den førnævnte afgørelse fra et andet ankenævn. Nævnet tiltrådte den 9. juli 1996 A kommunes afslag, således at B kommune kun kunne få refunderet halvdelen af den kommunale andel af driftsudgifterne for kvindens og mandens 2 børns institutionsophold i 1994, svarende til ca. 37.000 kr.
Nævnet bemærkede indledningsvist, at B kommune som udgangspunkt i henhold til bistandslovens § 11, var berettiget til at få refunderet sine udgifter, herunder til drift af børneinstitution, når der var bevilget revalideringsydelse efter bistandslovens § 43 af en anden kommune.
Nævnet lagde vægt på, at revalideringsydelse til kvinden var tilkendt og udmålt uafhængigt af ægtefællen og dennes økonomiske forhold, hvortil kom, at manden kontinuerligt havde været i samme stilling både før og efter flytningen, således at hans forhold havde været uændrede, og samtidig var han efter flytningen blevet skattepligtig i B kommune.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at den hjælp, der ydes til daginstitutionsophold i henhold til bistandslovens § 73, ydes til for ældrene. Når forældrene var samlevende, var hjælpen derfor ydet til dem begge og ikke kun til revalidenden.
Det var nævnets sammenfattende opfattelse, at det ville være i over ensstemmelse med lovens intentioner, at kommunens andel af driftsudgifterne til daginstitution fordeles med en ideel andel til hver af ægtefællerne, hvilket som nævnt var ensbetydende med, at B kommune kun kunne få refunderet halvdelen af sin udgift.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der ved en refusionsopgørelse efter bistandslovens § 11, skal ske en opdeling af udgifter efter bistandsloven på henholdsvis den refusionsudløsende ægtefælle og den anden ægtefælle.
