Ankestyrelsen modtog en anonym underretning om at optage en sag til behandling fra en kommune, hvor Børn og unge-udvalget havde truffet afgørelse om ikke at tvangsanbringe to børn, der havde været frivilligt anbragt i to år.
Ankestyrelsen indhentede sagens akter fra kommunen og besluttede, efter forelæggelse af sagen for Ankestyrelsens børnepsykiatriske lægekonsulent, at behandle sagen på et møde i Ankestyrelsen med henblik på at vurdere, om der var grundlag for at iværksætte tvangsforanstaltninger efter bistandslovens § 36 a, stk. 3, eller om der var grundlag for at iværksætte konkrete hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 2, jf. § 36 a, stk. 3, jf. stk. 2.
Sagen vedrørte en enlig mor med 5 børn. Den biologiske far til de 2 yngste børn, som sagen drejede sig om, havde fælles forældremyndighed over dem sammen med moderen.
Der havde, igennem et langt forløb, været iværksat forskelligehjælpeforanstaltninger overfor familien, herunder hjemmehos pædagoger, dagsinstitutionspladser og fælles ophold på familiecentret. I den afsluttende rapport fra familiebehandlingsstedet blev det bl.a. konkluderet, at det ikke var muligt at udvikle moderens forældreevne tilstrækkeligt. Børnene blev herefter anbragt uden for hjemmet med moderens samtykke. Moderen modtog herefter ikke nogen form for behandling eller rådgivning. Efter to års frivillig anbringelse af børnene anmodede moderen om, at de to yngste børn blev hjemgivet.
Forvaltningen indstillede herefter til Børn og unge-udvalget, at de to børn fortsat skulle være anbragt, jf. bistandslovens § 35, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.
Børn og unge-udvalget afviste at følge forvaltningens indstilling, og børnene blev herefter hjemgivet.
Efterfølgende havde kommunen ikke megen kontakt til familien. Begge børn gik i specialklasse, men moderen havde ikke derudover ønsket at modtage yderligere hjælp eller støtte.
