Sagen drejede sig om en 49-årig mand, der led af parkinsonisme, og som i en årrække var blevet behandlet medicinsk herfor.
Ansøgeren søgte om tandbehandling med kroner under henvisning til, at han led af mundtørhed som følge af den medicinske behandling af parkinsonismen. Ifølge oplysninger fra egen tandlæge var der siden 1983 observeret en væsentlig nedgang i modstanden, især overfor caries, efter det forøgede medicinforbrug med mundtørhed til følge.
Kommunen gav afslag på ansøgningen, idet man fandt, at skaden var forårsaget af medicinforbrug. Der blev henvist til en udtalelse fra Socialstyrelsen af 14. maj 1990, hvori det blev udtalt " er skaderne en følge af medicinsk behandling, der har medført f.eks. nedbrydning af tænder, misfarvning eller øget cariesangreb, vil en udgift til eventuel protesebehandling efter Styrelsens opfattelse ikke være omfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsen". Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet der blev henvist til, at der var tale om tandbehandling betinget af farmaka, der medførte nedbrydning af tænderne som følge af mundtørhed. Efter praksis kan der ikke ydes hjælp til tandbehandling som følge af medicinsk behandling efter bistandslovens § 58.
Ansøgeren anførte overfor Ankestyrelsen, at han fandt det uhensigtsmæssigt, at praksis ikke omfatter skader efter nødvendig farmaka, da parkinsonisme kun kan behandles med disse. Operation er ikke en mulighed. I modsætning til tidligere rammes mange yngre mennesker idag af parkinsonisme, og de har brug for fungerende tænder i mange år frem.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt der kan ydes hjælp til tandproteser efter bistandslovens § 58 i tilfælde af funktionelt ødelæggende eller kosmetisk vansirende følger af medicinsk behandling.