Ankestyrelsens principafgørelse O-17-98

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 11, stk. 1, nr. 1 og § 46b

Et barn, født i 1990, blev af A kommune anbragt uden for hjemmet i 1992.

Da faderen, som havde forældremyndigheden, senere flyttede til B kommune, fortsatte A kommune med at betale udgifterne til anbringelsen.

A kommune afslog dog at refundere udgifterne efter bistandslovens § 46 b til samvær mellem far og barn med henvisning til, at udgiften ikke var omfattet af refusionspligten efter bistandslovens § 11.

Ankenævnet fandt, at refusionspligten ikke var begrænset til de udgifter, der var en direkte følge af anbringelsen, men omfattede samtlige udgifter, der blev ydet efter bistandsloven til indehaveren af forældremyndigheden eller dennes børn.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvor grænsen går for refusion af udgifter i forbindelse med børn, der er anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at udgifter efter bistandsloven til samvær mellem en forældremyndighedsindehaver og et døgnanbragt barn henhørte under de udgifter, der var omfattet af refusionspligten.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at en kommunalbestyrelse efter bistandslovens § 67 har pligt til at sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet under barnets anbringelse uden for hjemmet holdes ved lige.

Hjælp til rejseudgifter til samvær ydes således både af hensyn til barnet og faderen og har direkte sammenhæng med anbringelsen uden for hjemmet.