Ankestyrelsens principafgørelse O-72-98

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 28, stk. 1

Lov om universiteter m.fl. - lovbekendtgørelse nr. 334 af 27. maj 1993 - § 4

En mand fik i 1992 bevilliget revalideringsstøtte i form af udlån af computer og studie-/materialeudgifter til færdiggørelse af studium ved Institut på X universitet.

Kommunen traf i december 1995 afgørelse om, at han ikke længere var berettiget til revalideringsstøtten. Manden klagede over denne afgørelse til ankenævnet. Efterfølgende, i februar 1996, indsendte han et ankebrev, bl.a. med oplysninger om hans studieforhold og studiebehov. Desuden indeholdt brevet forskellige synspunkter vedrørende nærmere angivne medarbejdere i kommunen.

Brevet bestod af 24 sider. Alle sider var forsynet med brevhoved med følgende ordlyd: "O institut, X universitet, (adresse, telefonnr. ). " Brevet var dateret: "X universitet, den 24. februar 1996". På mange af brevets sider var der underskrifter fra bl.a. mag. art. NN, magister phD YY, lektor ZZ. Underskrifterne var ofte ledsaget af et stempel: "O institut, X universitet, (adresse, telefonnr. ). "

I april 1996 sendte kommunen en kopi af ankebrevet fra februar 1996 til H fakultet, X universitet, att. dekan AA. Forvaltningen henviste i brevet fra april 1996 til, at ankebrevet var skrevet på O instituts officielle papir og omkring forskellige klagepunkter underskrevet af magister phD YY, lektor ZZ, mag. art. NN og docent dr. phil. XX.

Forvaltningen anførte endvidere bl.a., at officielle institutioner ikke har lov til i skrivelser (skrivelsen af den 24. februar 1996) at udtale sig om navngivne medarbejderes sociale habitus, deres livsførelse, deres meget private relationer til nuværende og afdøde venner og ægtefæller, ligesom samme institut ikke fandtes at have kendskab og viden til at kunne udtale sig om de samme medarbejderes intellektuelle niveau og forståelsesramme, som tilfældet var adskillige steder i skrivelsen.

Manden klagede over forvaltningens fremsendelse af klagebrevet til dekanen.

Under sagens behandling i ankenævnet anførte kommunen, at der i brevet fra april 1996 ikke var videregivet andre oplysninger end oplysninger, der måtte forudsættes bekendt, idet oplysningerne var fremsendt til såvel statsamtet som til forvaltningen på O instituts officielle brevpapir med navngivne ansattes underskrift. Kommunens brev fra april 1996 var alene fremsendt med henblik på afklaring af, med hvilken ret og viden navngivne medarbejdere på O institut kunne fremsætte udokumenterede beskyldninger mod ansatte på kommunen.

Nævnet fandt, at der ikke var tale om videregivelse af fortrolige oplysninger til anden forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens § 28's forstand. Nævnet lagde vægt på, at udtalelserne i skrivelsen af 24. februar 1996 ikke var afgivet som privatpersoner, men som en forvaltningsmyndighed i form af O institut, X universitet, og derfor var der ikke tale om videregivelse af fortrolige oplysninger til anden forvaltningsmyndighed i forbindelse med, at brevet blev sendt til dekanen for H fakultet, X universitet. Nævnet fandt, at O institut og dekanen for H fakultet, X universitet var én forvaltningsmyndighed.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen anførte manden bl.a., at O institut havde en selvstændig bestyrelse og ledelse og derved var en forvaltningsmyndighed i sig selv, hvorved skrivelsen af 24. februar 1996 var dekanatet uvedkommende. Forvaltningen burde i stedet for have henvendt sig til underskriverne. Manden anførte endvidere bl.a., at det af brevet af 24. februar 1996 fremgik, at det var ham, der skulle rettes henvendelse til om sagen.

Ankestyrelsen anmodede under sagens behandling Undervisningsministeriet om en udtalelse. Undervisningsministeriet udtalte herefter, at i henhold til universitetsloven var et institut og et fakultet på et universitet i forvaltningsretlig henseende at betragte som en del af samme forvaltningsmyndighed, hvor rektor var den øverste ansvarlige for hele universitetets virksomhed, jf. universitetslovens § 4.

Manden anførte herefter bl.a. at universitetet havde instanser som studienævn, bestyrelser og institutbestyrelser - institutter med studenterrepræsentation, og en del andre instanser, som i sig selv var forvaltningsmyndighed(er). Forvaltningen burde først og fremmest have henvendt sig til de konkrete brevskrivere. Dekanen var ikke fagkyndig inden for klagerens speciale og var ikke ansat som daglig medarbejder eller som daglig leder på O institut. O institut var heller ikke under daglig ledelse af dekanen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunens videregivelse af oplysninger fra en revalideringssag til dekanen for H fakultet på X universitet på X universitet var i strid med reglerne i forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt mv., og herunder om O institut og dekanen for H fakultet, X universitet, var én og samme forvaltningsmyndighed.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var tale om uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger fra mandens sag om revalideringsstøtte til anden forvaltningsmyndighed.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fandtes berettiget af kommunen at anse ankeskrivelsen af 24. februar 1996 som et brev fra O institut. Brevet var skrevet på instituttets brevpapir og desuden stemplet adskillige steder med instituttets stempel. Flere steder i brevet var der underskrifter fra ansatte på instituttet og brevet blev bl.a. afsluttet med "Med venlig hilsen fra O institut. "

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at brevet indeholdt en række kritikpunkter af kommunens sagsbehandling og af kommunens medarbejdere, hvilket fandtes at berettige (og forpligte) kommunen til at rette henvendelse til den afsendende myndighed. Kommunen fandtes i den forbindelse ikke at kunne kritiseres for at have valgt at rette henvendelse til fakultetet ved dekanen som en overordnet administrativ enhed, når henses til, at kritikken fremstod som kommende fra et institut under fakultetet.

Ankestyrelsen fandt desuden, at O institut, X universitet og H fakultet var en og samme forvaltningsmyndighed. O institut kunne således ikke anses for at være en selvstændig forvaltningsmyndighed, således at betingelserne for videregivelse efter forvaltningslovens § 28 skulle være opfyldt.

Ifølge universitetslovens § 4 ledes universitetet af en rektor. Efter lovens § 3, stk. 1, er konsistorium institutionens øverste kollegiale organ. Konsistorium godkender institutionens organisation, herunder fakultetets- og institutstrukturen, institutionens budget og forslag til statut. Efter lovens § 4, stk. 3, 2. punktum, kan rektor i særlige tilfælde overtage bl.a. konsistoriums opgaver. Fakultetsrådene, dekanernes og institutternes kompetence er fastlagt i lovens § 5, § 6 og § 7. Af disse bestemmelser fremgår det bl.a., at de forskellige organer bl.a. vedrørende budget er bundet af de rammer, konsistorium har fastlagt. Såvel dekanernes som institutledernes varetagelse af den daglige ledelse sker efter bemyndigelse fra rektor, jf. lovens § 6, stk. 1, 2. punktum, og § 7, stk. 3, 1. punktum. X universitet fandtes på denne baggrund af være én myndighed i forvaltningslovens forstand. Al kompetence hos de enkelte organer under universitetet var afledt fra rektor.

Med hensyn til mandens henvisninger til styrelsesloven bemærkede Ankestyrelsen, at den tidligere gældende styrelseslov var ophævet, jf. universitetslovens § 14, stk. 1, nr. 5.

Ankestyrelsen tilføjede, at Ankestyrelsen ved vurderingen af sagen havde overvejet nævnets og Ankestyrelsens kompetence til at tage stilling til spørgsmål om underinstansens videregivelse af oplysninger til anden forvaltningsmyndighed.

Ankestyrelsen fandt, at i det omfang, spørgsmålet udsprang af en sag, der hørte under de sociale klageinstansers kompetence, havde de sociale klageinstanser kompetence til at behandle sådanne spørgsmål efter de klageregler, der var gældende for den tilgrundliggende sag.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.