Sagen drejede sig om en enlig forsøger til 2 mindreårige børn, som rejste til udlandet med børnene, idet han var blevet udstationeret af et dansk firma. Ifølge udstationeringsaftalen skulle han opholde sig i udlandet i 3 måneder. Han bevarede sin bopæl her i landet og var fortsat skattepligtig her. Han søgte lige før afrejsen om børnetilskud og børnefamilieydelse.
Kommunen meddelte ham afslag på både børnetilskud og børnefamilieydelse med henvisning til, at han og børnene ikke opfyldte betingelserne om fast bopæl eller hjemsted her i landet under udstationering i udlandet.
Nævnet ændrede denne afgørelse med henvisning til, at hans udlandsophold på forhånd var begrænset til en bestemt periode, og opholdet havde i den konkrete situation en sådan korterevarende karakter, at bopælskravet måtte anses for opfyldt.
I klagen til Ankestyrelsen gjorde kommunen gældende, at kommunen havde lagt vægt på Socialministeriets vejledning pkt. 6, hvori det var præciseret, at hovedreglen var, at der ikke var ret til ydelser under udstationering, medmindre der var indgået en konvention med det pågældende land, hvilket ikke var tilfældet. Det var således vejledningens præcisering om udstationering, som var afgørende og ikke den generelle betragtning om ophold i udlandet af kortere varighed.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af vejledningens pkt. 6 vedrørende korterevarende ophold i udlandet og udstationering.