Sagen omhandlede en familie med to børn, hvoraf det ene barn var handicappet med en autistisk lidelse. Familien fik bevilget familiebehandling med henblik på at få familien til at fungere bedre sammen og få bearbejdet de problemer, der opstod i dagligdagen, der var vanskelig på grund af det handicappede barn. Moderen havde i behandlingsperioden orlov fra sit arbejde. Familien ansøgte herefter om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og transportudgifter.
Kommunen fandt, at der ikke var lovhjemmel til at give familiebehandling efter bistandslovens § 48, hvorimod § 33 kunne anvendes, herunder til dækning af de følgeudgifter, der var opstået i form af transportudgifter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. bistandsloven § 33, stk. 2, nr. 8.
Familien klagede over denne afgørelse til nævnet, der ikke fandt grundlag for at anvende bistandslovens § 48, idet hjælp efter denne bestemmelse forudsætter, at der er tale om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af det handicappede barn. Behandling og transportudgifter, der omfatter hele familien, kan ikke anses for at være omfattet af denne bestemmelse. Nævnet fandt således, at hjælpen skulle ydes efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 8. idet der var tale om udgifter som følge af familiebehandling, som var bevilget efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 3 og nr. 4.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvilken hjemmel, der skal anvendes i forbindelse med dækning af tabt arbejdsfortjeneste og befordringsgodtgørelse under familiebehandling, der indbefatter et handicappet barn. Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om selve den tidsmæssige udstrækning af hjælpen og den beløbsmæssige udmåling heraf var konkret og således ikke omfattet af Ankestyrelsens behandling.
