Sagen drejede sig om en forældrepar, der sammen havde 3 børn, født i 1982, 1984 og 1986. Moderen havde endvidere et særbarn, født i 1976. Ægteparret var blandingsmisbrugere. Familien blev i 1984 af A kommune anbragt i familiepleje i B kommune. Familien fik året efter egen bolig i C kommune med hjælp fra A kommune. I løbet af 1987 fik familien, bortset fra særbarnet, ophold i familiepleje. Særbarnets opholdssted blev i februar 1988 ændret fra institution til ophold i familiepleje.
I august 1988 flyttede familien med de tre fællesbørn ind i egen bolig i B kommune. Særbarnet forblev anbragt uden for hjemmet. C kommune var involveret i boligvalget og hjalp med betaling af indskud. Familien opretholdt en nær kontakt til den tidligere plejefamilie, idet de tre børn var på aflastningsophold dér en weekend pr. måned. Der blev desuden ydet hjælp i form af pædagogisk friplads i daginstitution. Forældrene modtog løbende hjælp til forsørgelse, og fik igennem årene dækning af enkeltstående udgifter, som f.eks. betaling af forfalden elregning, hjælp til indskud til ny bolig mv.
I marts 1995 traf ankenævnet en afgørelse i sagen. Nævnet fandt, at anbringelsesgrundlaget for de 3
fællesbørn fortsat var til stede, ligesom man ikke fandt, at der var sket væsentlige ændringer i behandlingsplanen, hvorfor A kommune stadig var refusionspligtig i henhold til bistandslovens § 11.
I december 1995 meddelte A kommune B kommune, at A kommunes refusionspligt vedrørende ægteparret samt de tre fællesbørn ophørte med virkning fra juni 1995, da forældre og børn i august 1988 blev udskrevet fra familiepleje og etableret i selvstændig bolig.
B kommune indbragte denne afgørelse for ankenævnet. B kommune henviste bl.a. til, at nævnet tidligere havde truffet afgørelse om refusionsspørgsmålet vedrørende familien i marts 1995.
Under sagens behandling i ankenævnet anførte A kommune i et remonstrationsnotat bl.a., at kommunen i forbindelse med B kommunes anke af sagen var blevet opmærksom på Ankestyrelsens ændrede praksis. Jf. Nyt fra Ankestyrelsen nr. 1/93 (side 10), vil det som hovedregel indebære ophør af refusionspligten, når en persons ophold i institution eller sygehus afsluttes med, at han får egen bolig, med mindre han efter udskrivningen er tilknyttet institutionen i et sådant omfang, at han kan anses for at være anbragt i pleje i kommunen. Kommunen ville derfor ændre sin afgørelse og lade refusionen til B kommune ophøre fra 1. april 1993. Ydet refusion efter dette tidspunkt ville blive krævet tilbagebetalt.
I august 1997 traf ankenævnet afgørelse i sagen. Ankenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at ændre afgørelsen fra A kommune.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at familien efter udskrivning fra familiepleje blev etableret i egen bolig, og at der ikke i forhold til familien efter udskrivning fra familiepleje havde været iværksat så massive foranstaltninger, at familien kunne anses for fortsat at være anbragt i pleje i kommunen. Nævnet var endvidere enig i, at forpligtelsen var bortfaldet 1. april 1993, og at A kommune derfor havde et tilbagesøgningskrav.
B kommune klagede til Ankestyrelsen over ankenævnets afgørelse og anførte i klagen bl.a., at nævnet ved afgørelsen fra marts 1995 traf afgørelse om, at anbringelsesgrundlaget fortsat måtte anses for at være til stede, ligesom man ikke fandt, at der var sket væsentlige ændringer i behandlingsplanen, hvorfor A kommune fortsat var refusionspligtig i henhold til bistandslovens § 11. Det var B kommunes opfattelse, at afgørelsen fra marts måned 1995 omfattede hele familien. A kommune måtte åbenbart også have haft denne opfattelse, idet kommunen også returnerede fremsendte regninger vedrørende særbarnet. B kommune fandt det principielt forkert, at ankenævnet kunne omgøre sin egen afgørelse samt beslutte tilbagesøgningskrav uden, at der var fremkommet nye oplysninger i sagen (Nyt fra Ankestyrelsen nr. 1/93 var også bekendt i marts måned 1995). Det fandtes ligeledes forkert, at ankenævnet traf beslutning i sagen før B kommune havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger til de fremsatte påstande, hvilket havde været tilfældet i den aktuelle sag.
Nævnet anførte over for Ankestyrelsen bl.a., at nævnet ved afgørelsen fra marts 1995 kun havde taget stilling til spørgsmålet om refusionspligten i henhold til hustruens særbarn, hvilket fremgik af notat om sagens faktiske omstændigheder.
Ankestyrelsen hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse efter partshøring af B kommune. Ankestyrelsen fandt, at nævnet burde have sendt remonstrationsnotatet fra A kommune til partshøring i B kommune.
Ankestyrelsen tilføjede om spørgsmålet om et eventuelt tilbagesøgningskrav, at en ændret praksis havde virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen, det vil sige fra offentliggørelsenaf vedkommende Sociale Meddelelse. Ankestyrelsen henviste til SM O-1 98. Ankenævnet traf herefter ny afgørelse i sagen. Ved denne afgørelse fandt ankenævnet ikke grundlag for at ændre afgørelsen fra A kommune om afslag på at yde B kommune refusion af udgifter vedrørende hjælp efter bistandsloven til forældrene og de tre fællesbørn. Ankenævnet henviste til sin afgørelse fra august 1997. Det blev endvidere bl.a. anført, at nævnet fortsat fandt, at betingelserne for refusion vedrørende forældrene og de tre fællesbørn ophørte i 1993. Den omhandlede praksisændring blev imidlertid via blandt andet SM O-30-93 offentligt den 15. april 1993, hvorfor skæringsdatoen måtte anses for at være denne dag, og ikke, som tidligere meddelt, den 1. april 1993.
I klagen til Ankestyrelsen anførte B kommune bl.a., at den løbende indsats igennem alle årene bl.a. havde omfattet løbende forsørgelse, afhjælpning af misbrugsproblemer; aflastning for børnene hos tidligere plejefamilie; jævnlig betaling af enkeltydelser; henstilling og pålæg omkring børnene; massiv rådgivning og vejledning.
B kommune anførte endvidere bl.a., at der i december 1997 blev truffet beslutning om anbringelse uden for eget hjem for et af de tre fællesbørn. Med Ankestyrelsens beslutning i marts 1998 om hjemgivelse af sagen på grund af manglende partshøring havde der således reelt været et refusionstilsagn på tidspunktet for dette barns anbringelse uden for eget hjem. Såfremt Ankestyrelsen skulle give A kommune medhold, var det B kommunes opfattelse, at det således kun kunne omfatte forældrene og de to af børnene, ligesom der højest kunne blive tale om tilbagesøgningskrav 3 år tilbage fra 1998.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der på grund af forskellig støtte og foranstaltninger efter bistandsloven til en familie efter familiens udskrivning fra familiepleje og etablering i egen bolig fortsat var ret til refusion efter bistandslovens § 11.
