Ankestyrelsens principafgørelse O-43-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 33, stk. 2, nr. 5 og § 48, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 2. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 24

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 46

Der var tale om en familie med 4 børn, hvoraf de yngste børn var tvillinger på 7½ år. Den ene af disse tvillinger var psykisk handicappet. Moderen havde i en periode haft forældreorlov for at passe dette barn i hjemmet. Barnet startede i skole i august, og samme efterår søgte familien hjælp til betaling af barnepige til det handicappede barn, således at begge forældre ville være i stand til at deltage i møder i skolen m.v. Kommunen fandt, at der kunne bevilges aflastning efter behov, dog max. 5 timer pr. uge. Bevillingen blev givet i henhold til bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 5, da det måtte anses for at være af væsentlig betydning for familien og det handicappede barn, at der blev taget hensyn til de særlige behov, der var for støtte til det.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse, hvorefter hjælp til aflastning var bevilget i henhold til bistandslovens § 33, der er trangsbestemt. Nævnet lagde til grund for afgørelsen, at familien var omfattet af personkredsen i § 48, stk. 1 i bistandsloven. Bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 5, indeholder imidlertid en særlig hjemmel til at iværksætte aflastning. Ifølge socialministeriets vejledning gælder dette, hvadenten aflastningen angår børn med fysiske eller psykiske handicap eller børn med sociale vanskeligheder. Nævnet fandt, at kommunen havde klar hjemmel i § 33 til at bevilge den iværksatte aflastning. Nævnet fandt derfor ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt kommunen kunne have valgt i stedet for at bevilge aflastningen efter § 48, der ikke er trangsbestemt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af efter hvilken bestemmelse, der skal ydes aflastning, når barnet er omfattet af personkredsen i § 48 stk. 1, herunder om kommunen frit kan vælge mellem § 33 og § 48.

Ankestyrelsen ændrede ankenævnets afgørelse. Ankestyrelsen fandt således, at hjælp til aflastning skulle ydes efter bistandslovens § 48.

Ankestyrelsen lagde til grund ved afgørelsen, at familien måtte antages at være omfattet af den generelle personkreds i bistandslovens § 33, stk. 1, idet det handicappede barn havde et særligt behov for støtte. Endvidere måtte det lægges til grund, at familien ligeledes var omfattet af den specielle personkreds i bistandslovens § 48, der omfatter familier, der forsørger et handicappet barn i hjemmet.

Ud fra dansk rets almindelige princip går den specielle lovbestemmelse forud for den generelle lovbestemmelse. Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at det er bistandslovens § 48, der er den korrekte hjemmel for ydelse af støtten.