Ankestyrelsens principafgørelse O-87-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 4

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 96

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - kapitel 4

Note:

*) SM O-75-95 udgår.

Sagen drejede sig om en 63-årig kvinde, der fik en hjerneblødning i 1992. Ansøgeren var som følge heraf kørestolsbundet og havde svært ved at tale på grund af en halvsidig lammelse. Der var brug for massiv hjælp til alle daglige gøremål, personlig hygiejne m.v. Ansøgeren skulle være under opsyn når hun spiste og drak på grund af fejlsynkningstendens. Ægtefællen var udearbejdende. Han hjalp med det praktiske arbejde i hjemmet om aftenen og i weekender.

Ansøgeren var tilkendt højeste førtidspension og plejetillæg.

I 1992 var der bevilget dækning af lønudgifter til personlig hjælper, 37 timer ugentlig. I 1994 blev bevillingen ændret til 25 timer ugentligt, idet ansøgeren fik tilbud om ophold i dagcenter 3 hverdage

om ugen. I september 1996 blev det besluttet at hjælpeordningen af bl.a. ressourcemæssige grunde skulle ophøre. I november 1996 hjemviste nævnet sagen til fornyet behandling ved kommunen, idet afgørelse om ophør af ordningen med personlig hjælper måtte træffes efter en konkret vurdering af ansøgerens fysiske og psykiske situation, og ikke af ressourcemæssige grunde som bl.a. anført i kommunens afgørelse.

I november 1996 fastholdt kommunen, at hjælpen efterfølgende kunne dækkes af reglerne om hjemmehjælp kombineret med dagcenter 4 dage om ugen samt igennem de muligheder, som plejetillægget gav. Ved afgørelsen lagde kommunen vægt på, at ansøgeren var samboende med ægtefælle, at hendes aktivitetsniveau blev skønnet lavt, at den praktiske hjælp kunne dækkes ved hjemmehjælp, at aktivitetsbehovet kunne dækkes ved dagcenterophold, og at ledsagerfunktionen kunne dækkes af ægtefællen.

I maj 1997 tiltrådte nævnet kommunens afgørelse. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at ansøgerens behov for pleje, overvågning og ledsagelse ikke kunne dækkes af den kommende hjemmehjælp eller ved dagcenterophold. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på ansøgerens alder, at den personlige hjælpeordning var tænkt anvendt til yngre handicappede med et større aktivitetsniveau, end det som var beskrevet for ansøgeren, at aktivitetsniveauet måtte forventes at aftage med stigende alder, og endelig at kommunen havde bevilget en rimelig afviklingsperiode for den igangværende ordning. Nævnet henviste i afgørelsen til SM O-75-95.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det er naturligt at aktivitetsniveauet aftager med alderen, at hjælpefunktionerne ikke kunne dækkes af den tiltænkte hjemmehjælp, og at der stadig ville blive en dag ugentlig hjemme, dog afbrudt af hjemmehjælpsbesøg.

Sagen blev behandlet i principielt møde til nærmere afklaring af, hvilke kriterier der skal være opfyldt med henblik på at få bevilget en hjælpeordning efter bistandslovens § 48, stk. 4, herunder i hvilket omfang, der kan lægges vægt på, at den personlige hjælpeordning efter bistandslovens § 48, stk. 4, alene er tiltænkt yngre personer med et højt aktivitetsniveau.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre ankenævnets afgørelse.

Ifølge bistandslovens § 48, stk. 4 har personer med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap, der har ophold i eget hjem, ret til at få dækket de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet.

Ankestyrelsen lagde til grund for afgørelsen, at ansøgeren var omfattet af personkredsen i § 48, stk. 4 med vidtgående fysisk eller psykisk handicap, og at hun opfyldte betingelsen om ophold i eget hjem.

Ankestyrelsen fandt derimod ikke, at en personlig hjælpeordning var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen som følge af handicappet.

Som støtte for fortolkningen af hvad der måtte anses for at være en nødvendig merudgift i forbindelse med en hjælpeordning, lagde Ankestyrelsen vægt på Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987, som ændret ved vejledning nr. 78 af 10. april 1990.

Af vejledningens punkt 52 fremgår bl.a., at personer som er berettiget til hjælpeordning skal have eller formodes at få et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig intensiv støtte. Det fremgår også, at behovet forudsættes ikke at kunne blive dækket ved almindelig hjemmehjælp.

Under hensyn til formålet med den udvidede støtte, som hjælpeordningen tilsigter i forhold til de øvrige støttemuligheder i den sociale lovgivning, fandt Ankestyrelsen, at hjælpeordningen forudsætter et behov for pleje, overvågning og/eller ledsagelse, der ikke kan dækkes ved eksempelvis almindelig hjemmehjælp/hjemmesygepleje, og hvor en ganske særlig intensiv støtte er nødvendig for at bevare eller få et aktivitetsniveau.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens og nævnets skøn om, at et sådant aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en særlig udvidet støtte, ikke forelå, og at behovet kunne dækkes ved hjemmehjælp kombineret med dagcenterophold. Ifølge bistandslovens § 15, stk. 5, kan Ankestyrelsen kun tilsidesætte et sådant skøn, hvis det er ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren var tilkendt højeste førtidspension, og at der ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren deltog i eksempelvis foreningsarbejde, kurser eller andre lignende udadrettede aktiviteter. Det var videre oplyst, at ansøgeren før første afgørelse om bortfald af hjælpeordningen opholdt sig i dagcenteret 3 hverdage om ugen.

Til det i klagen anførte bemærkede Ankestyrelsen, at efter Ankestyrelsens opfattelse er ordningen fortrinsvis tænkt anvendt på yngre personer, men da der ikke i loven er fastsat en aldersgrænse, kan det ikke udelukkes, at ældre personer, også personer over 67 år, efter en konkret vurdering vil kunne modtage støtte ifølge ordningen.