Ankestyrelsens principafgørelse O-84-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 43, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 9

En 28-årig kvinde ansøgte i februar 1997 kommunen om hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 2, til færdiggørelse af den videregående uddannelse, hun var i gang med. Begrundelsen var, at hun var blevet alene med en datter, idet hendes ægtefælle havde forladt hjemmet.

Om uddannelsesforløbet blev det oplyst, at hun havde taget HF-eksamen i 1993 med et fint resultat. Hun påbegyndte i oktober 1993 et videregående studie. Studiet forventedes afsluttet i juni 1999.

Ved ansøgningen oplyste hun, at hun i forbindelse med at ægtefællen forlod hjemmet, havde måttet søge læge med henblik på henvisning til krisebehandling hos psykolog.

Kommunen fandt ikke, at der var helbredsmæssige oplysninger, der kunne indikere, at hun var omfattet af bistandslovens § 43. Ansøger skønnedes heller ikke i en fastlåst social situation, der ville berettige til en længere varende revalidering.

Det skønnedes dog rimeligt at give hende et løft i form af en kortvarig hjælp af max 1 års varighed, som hjælp til selvforsørgelse. Begrundelsen for hjælpen var, at hun havde mistet supplerende forsørgelsesgrundlag, at hun havde en dyr bolig og et nyfødt barn. Efter 1 års hjælp skønnedes hun at være kompenseret for den nuværende akutte situation. "Løftet" blev givet som en kortvarig social revalidering på grund af hendes forventninger om supplerende forsørgelse fra sin tidligere ægtefælle.

Hjælpen blev ydet som bruttorevalideringsydelse til fortsat studie eller andet arbejde, der ville medføre selvforsørgelse.

Kommunen bevilgede hende 1 års bruttorevalideringsydelse frem til marts 1998.

I klagen til nævnet anførte ansøger, at hun behøvede 3 års revalidering for at kunne færdiggøre sit studie under de nuværende omstændigheder. Hun mente sig derfor ikke kompenseret.

Endvidere blev det anført, at hun ikke kunne forvente økomonisk støtte fra sin tidligere mand. Hun kunne ikke økonomisk leve af SU. Blev hun nødt til at arbejde ved siden af studiet, ville hun ikke kunne klare studiet på den normerede tid, og der ville blive udgifter til pasning af datteren. Allerede på nuværende tidspunkt havde hun en studiegæld på 60.000 kr.. Der var 30 SU klip tilbage. Derudover kunne hun tage studielån.

Endelig blev det anført, at hun led af psoriasis, som hun havde haft siden sit 3. år. Det var sjældent, at lidelsen ikke var i udbrud.

Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at hjælp efter bistandslovens § 43 forudsatte, at der var fysisk, psykisk eller social indikation herfor.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren på det foreliggende ikke kunne anses for at opfylde betingelserne for hjælp til revalidering, jf. bistandslovens § 43, stk. 1.

At kommunen på trods af, at hun ikke kunne anses for berettiget til bruttorevalideringsydelse, alligevel bevilgede hjælpen i en kortere periode, medførte ikke, at kommunen var forpligtet til at yde hjælp i hele uddannelsestiden.

I klagen til Ankestyrelsen blev det fra henholdsvis en dermatologisk afdeling og en psykolog anført, at psoriasis'en var tidskrævende, og at hun var nødsaget til at smøre sig flere gange dagligt over det meste af kroppen, ligesom hun periodevis måtte forvente indlæggelser, eller som aktuelt dette forår måtte tage på behandlingsrejse. Dertil kom, at hun fortsat var psykisk meget skrøbelig.

Ansøger anførte bl.a., at hun var i en stærkt fastlåst situation, hvor hun var eneforsørger og havde en stærk belastet familiebaggrund, idet begge hendes forældre var syge.

Hun havde tidligere haft arbejde ved siden af studierne, men i forbindelse med hendes families problemer og sygdomme var hun nødt til at stoppe med at arbejde ved siden af studiet og tog derfor studielån i stedet for, for at klare studierne og for at passe sit helbred samt være der for sin familie.

Endvidere oplyste studiestedet i et brev til Ankestyrelsen bl.a., at ansøger pr. 1. februar 1998 havde gennemført 8 semestre af studiet samt praktikperiode. Hendes studier forløb fuldt ud tilfredsstillende og ville kunne forventes afsluttet med afgangseksamen efter 11. eller 12. semester svarende til gennemsnittet på skolen.

Forudsætningen for en vellykket studieafslutning indenfor de nævnte tidsrammer ville være, at hun fortsat kunne koncentere sig om studierne, og at hendes helbredstilstand ikke forværredes som følge af øget pres i dagligdagen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en ansøger, der midt i et længerevarende uddannelsesforløb blev enlig forsørger, kunne anses for at være i en fastlåst situation, herunder om der var hjemmel i bistandslovens § 43 til at give bruttorevalideringsydelse som et løft i form af kortvarig hjælp af 1 års varighed i en situation, hvor ansøger havde mistet et supplerende forsørgelsesgrundlag.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for at være omfattet af bistandslovens § 43, stk. 1.

Hun havde således ikke været berettiget til at modtage hjælp efter denne bestemmelse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at det ikke var udelukket at yde hjælp til en ansøger, der blev eneforsørger under en uddannelse, der nærmede sig sin afslutning, men ikke kunne gøres færdig uden hjælp efter bistandslovens § 43.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger på ansøgningstidspunktet var ca. halvvejs gennem sit studium, men ikke så langt, at det efter styrelsens vurdering kunne karakteriseres som nær studiets afslutning. Ankestyrelsen fandt, at for at modtage hjælp til færdiggørelse af et studium i ansøgers situation, hvor der iøvrigt ikke forelå erhvervsmæssig begrænsning, måtte det kræves, at hun var relativt tæt på studiets afslutning.

Hun var således ikke berettiget til revalideringshjælp på social indikation.

Det forhold, at hun var belastet i forbindelse med sine forældres sygdom, kunne ikke tillægges betydning for ansøgers berettigelse til hjælp efter bistandslovens § 43.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at hendes helbredsmæssige forhold kunne begrunde hjælp efter bistandslovens § 43. Der var herved lagt vægt på, at en psykisk krise i forbindelse med en skilsmisse ikke kunne anses for at være en varig tilstand, der begrænsede ansøgers erhvervsevne, og at psoriasis ikke var en lidelse, der som udgangspunkt begrænsede hendes muligheder i et sådant omfang, at det kunne begrunde revalideringshjælp.

Ankestyrelsen fandt det samtidig kritisabelt, at kommunen havde ydet ansøger hjælp i 1 år efter reglerne i bistandslovens § 43, stk. 2, som et "løft". Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke var hjemmel i bistandslovens § 43 til at yde hjælp alene med den begrundelse, at ansøger i forbindelse med sin skilsmisse, hvor hun havde mistet et supplerende forsørgelsesgrundlag, havde behov for hjælp i en overgangsperiode til at indrette sig på de ændrede forhold.

Den af kommunen bevilgede hjælp kunne imidlertid ikke begrunde, at hun var berettiget til fortsat hjælp til uddannelsens afslutning.

Ankestyrelsen havde i den forbindelse bemærket sig, at ansøger ved hjælpens udbetaling var gjort opmærksom på, at hjælpen var kortvarig, og at kommunen herefter anså hende for kompenseret.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.