En mand, der led af posttraumatisk demens og cerebral atrofi fik den 6. august 1994 fra sin bopæl i A kommune ophold på et plejehjem i B kommune efter bistandslovens § 83, stk. 2.
A kommune gav refusionstilsagn for de med opholdet i plejehjemmet forbundne udgifter.
Den 27. oktober 1994 modtog A kommune et brev fra B kommune om, at hans helbredstilstand var blevet dårligere, og at det ikke længere var forsvarligt at beholde ham på plejehjemmet. Det oplystes, at der var blevet foretaget en psykiatrisk vurdering af ham, der bekræftede behovet for at finde en anden løsning. B kommune anmodede A kommune om at finde et andet opholdssted til ham. Indtil dette var muligt ville det være nødvendigt for plejehjemmet at ansætte ekstra personale. Udgiften herved ville indgå i den endelige opgørelse af sagen.
Det fremgik af en ambulant psykiatrisk undersøgelse af 10. oktober 1994, at han havde været indlagt fra 15. februar 1990 til 3. marts 1990 på sygehus under diagnoserne posttraumatika, atrophia cerebri. Det fremgik desuden, at plejepersonalet på plejehjemmet fandt, at hans tilstedeværelse på plejehjemmet gav mange problemer, og at personalet fandt ham uheldigt placeret der. Han blev beskrevet som rastløs og aggressiv. Bl.a. havde han givet en fra plejepersonalet et knytnæveslag i ansigtet. Han oplevedes som "ressourcekrævende". Han trivedes bedst, når han var i centrum. Plejehjemmet havde fundet det nødvendigt at ansætte/forbruge "ekstra personale" fra kl. 13-21 til ham. Undersøgende læge bakkede op om plejehjemmets tiltag herunder fortsat "ekstra opdækning" som allerede praktiseret med en ekstra person i tidsrummet fra kl. 13-21.
A kommune meddelte ved brev af 8. november 1994, at kommunen ikke var indstillet på at betale ekstraudgifterne i forbindelse med hans ophold på plejehjemmet. Kommunen var af den opfattelse, at taksten for en plejehjemsplads var gældende uanset hvilken plejetyngde, de pågældende beboere havde.
B kommune meddelte ved brev ad 7. april 1995, at ekstraudgiften ved ansættelsen af ekstra hjælp var opgjort til 48.696 kr.
A kommune indbragte sagen for det sociale ankenævn og anførte overfor nævnet, at den var af den opfattelse, at en fast døgntakst var den betaling, der ydedes for ophold på plejehjem, og at den fastsatte døgntakst kunne reguleres i op- eller nedgående retning afhængig af regnskabsresultatet, og at der ikke udover døgntakst skulle betales for individuel tildeling af ressourcer til den enkelt beboer.
Han blev den 14. november 1994 flyttet til et amtsplejehjem (§ 112 institution).
Det sociale ankenævn fandt, at der påhvilede A kommune refusionspligt efter bistandslovens § 11, og nævnet pålagde derfor kommunen at refundere B kommune de omhandlede merudgifter i forbindelse med klientens ophold på plejehjem.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at der var tale om merudgifter som følge af et ændret plejebehov, som ikke forudsattes dækket gennem de ydelser, plejehjemmet normalt tilbød.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. af A kommune anført, at det ikke var ualmindeligt, at et plejebehov ændredes fra optagelsestidspunktet. Almindelig praksis var, at eventuelle merudgifter på plejehjemmets regnskab reguleredes ved, at taksten blev sat op, således at der på denne måde skete en efterregulering.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der var krav på refusion efter bistandslovens § 11, stk.1, nr. 3, for udgifter til ekstra personale som følge af, at en plejehjemsbeboer var særlig ressourcekrævende.
