Ansøger havde i perioden den 1. maj 1995 til den 25. februar 1996 været på forældreorlov. I februar 1996 ansøgte hun kommunen om kontanthjælp. Kommunen modtog den 1. marts 1996 bekræftelse fra hendes tidligere arbejdsgiver på, at hun ikke var vendt tilbage til arbejdet efter endt orlov.
Kommunen udbetalte herefter den 1. marts 1996 kontanthjælp fra den 26. februar 1996 mod tilbagebetaling, da det blev vurderet, at det var selvforskyldt, at ansøger ikke havde arbejde mere. Den 1. marts 1996 underskrev hun erklæring om tilbagebetaling af kontanthjælp på grund af ubegrundet opgivelse af arbejde.
Den 5. maj 1997 søgte ansøger kommunen om igangsætningsydelse, da hun ønskede at starte selvstændig virksomhed fra den 1. juni 1997.
Oktober 1997 oplyste kommunen, at ansøger var registreret med en tilbagebetalingspligtig ydelse på 95.000 kr.
Kommunen oplyste vedrørende den tilbagebetalingspligtige hjælp for perioden 26. februar 1996 til 31. maj 1997, at årsagen til tilbagebetalingspligten var, at ansøger var udeblevet fra sit arbejde efter endt orlov til børnepasning. Ansøgers begrundelse var, at parrets hus i den tidligere kommune gik på tvangsauktion, hvorfor hun ikke kunne passe sit hidtidige arbejde. Dette anså kommunen ikke for at være gyldig grund til opgivelse af arbejdet.
Tilbagebetalingspligten faldt væk ved overgangen til igangsætningsydelse.
Nævnet fandt, at kommunen havde været berettiget til kræve tilbagebetaling af den kontanthjælp, som ansøger havde fået udbetalt i perioden 26. februar 1996 til 31. maj 1997. Nævnet lagde til grund, at det af ansøger udviste forhold fandtes at kunne sidestilles med ubegrundet opgivelse af arbejde, og at hun forinden hjælpens udbetaling var gjort bekendt med tilbagebetalingspligten.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgningen om hjælp var begrundet i, at ansøger var blevet opsagt fra sit arbejde på grund af udeblivelse efter forældreorlov, og at hun var udeblevet fra arbejdet, fordi hun i forbindelse med tvangsauktion af parrets ejendom havde valgt at flytte til nuværende kommune og derfor havde fået problemer med at passe sit arbejde.
Nævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at der var grundlag for en fravigelse fra denvejledende regel i Direktoratet for Arbejdsløshedforsikrings bekendt gørelse, hvorefter alene ophør med arbejde i forbindelse med transportproblemer forårsaget af omlægning af offentlige transportmidler, ændring af arbejdstidens placering eller bortfald af kørelejlighed anses som fyldestgørende begrundet arbejdsophør.
Nævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var hjemmel til at fastsætte tidsmæssige begrænsninger af tilbagebetalingspligt vedrørende kontanthjælp ydet på grund af ubegrundet vægring ved at fortsætte med at arbejde.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en kommune kan lade tilbagebetalingspligtig kontanthjælp løbe i mere end 1 år, uden at kommunen har foretaget opfølgning i henhold til bistandslovens § 41.
