En kvinde på 28 år fik bevilget revalideringshjælp af A kommune til færdiggørelsen af en uddannelse til eksportingeniør, hvor der manglede 3 1/2 års studietid.
Den 1. september 1990 skiftede hun til maskiningeniøruddannelsen af hensyn til hendes hjertelidelse, idet hun med eksportingeniøruddannelsen ville blive stillet over for en del rejsevirksomhed. A kommune accepterede dette studieskift.
Den 1. februar 1992 flyttede kvinden til B kommune, hvilket ikke skulle have medført afbrydelser eller ændringer af revalideringsplanen. Hendes hjertelidelse medførte imidlertid sygeperioder, og studiet blev forlænget 2 gange, ialt 8 måneder. Hun afsluttede studiet i foråret 1995 med sidste revalideringsydelse for marts 1995.
B kommune anmodede den 19. april 1995 A kommune om refusion efter bistandslovens § 11, fra den 15. august 1993 på grund af ændret Ankestyrelsespraksis offentliggjort den 15. august 1993.
A kommune afviste i brev af 18. juli 1995 at yde refusion under henvisning til, at ny praksis ikke medførte, at ældre sager kunne kræves genoptaget, jf. SM O-125-94.
B kommune anførte i sin klage af 14. august 1995 til nævnet, at der havde hersket usikkerhed om principperne efter bistandslovens § 11, og at disse først blev helt klare med SM O-65-93 og med revalideringsvejledningen af 30. november 1994. B kommune havde først derefter kunnet revurdere sagen om revalidering med henblik på refusion og kunne iøvrigt henvise til lovens § 11, stk. 5, og til at fristen her ikke var overskredet. Ankenævnet fandt den 20. december 1996, at A kommune var forpligtet til fra den 15. august 1993 at refundere B kommune den kommunale andel af de udgifter til bistand, som B kommune havde ydet kvinden under revalidering.
Nævnet udtalte, at spørgsmålet om ret til refusion i henhold til bi standslovens § 11, når en person under revalidering flyttede til en anden kommune, ikke direkte var reguleret i lovens tekst, men var fastlagt i den administrative praksis. For så vidt angik de situationer, hvor en person på eget initiativ, og uden det var et nødvendigt led i den lagte revalideringsplan, flyttede til en anden kommune, havde Ankestyrelsen med SM O-65-93 (udsendelsesdato den 15. august 1993) klarlagt, at i tilfælde, hvor uddannelsen fortsatte i det samme spor og i et ubrudt forløb, havde tilflytningskommunen ret til refusion fra den tidligere opholdskommune.
Nævnet gjorde opmærksom på, at ved seneste ændring af pkt. 15 i Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp til uddannelse i henhold til bistandslovens § 43, var princippet om refusion tillige indføjet.
Med hensyn til spørgsmålet om tidspunktet for refusionskravets rejsning, var det med indførelse pr. 9. maj 1993 af den 3-årige forældelsesfrist i bistandslovens § 11, stk. 5, fastlagt, at krav mod en tidligere opholdskommune skulle rejses senest 3 år efter hjælpens ydelse. Forældelsesfristen regnedes fra tidspunktet for refusionskravets rejsning, jf. SM O-71-95.
Nævnet fandt på baggrund af ovenstående A kommune forpligtet til fra den 15. august 1993 at refundere B kommune den opholdskommunale andel af de udgifter til bistand, der var ydet kvinden under revalidering.
I klagen til Ankestyrelsen anførte A kommune, at der ønskedes en principiel stillingtagen til opholdskommunerefusion i forbindelse med hjælp efter § 43, under henvisning til SM O-65-93 og SM O-125-94.
Det var videre anført i klagen, at kvinden flyttede til B kommune på eget initiativ. Efter praksis dengang gav fraflytningskommunentilsagn om refusion i sager, hvor flytningen var et led i revali deringen. Såfremt flytning under et § 43-forløb fandt sted, skulle tilflytningskommunen vurdere revalideringsplanen, hvad B kommune gjorde på dette tidspunkt og fandt, at kvinden fortsat var berettiget til hjælp til uddannelse efter § 43 - uden refusion.
Efter A kommunes opfattelse drejede sagen sig her om, at der dels var fastslået en administrativ praksis på området om refusion ved flytning i § 43-sager, dels var vejledningen af 30. november 1994 ændret for så vidt angik refusion i forbindelse med flytning på eget initiativ under uddannelsesforløbet.
Videre var det anført i klagen, at da kvinden flyttede til B kommune, gav A kommune afslag på hjælp til flytningen. B kommune accepterede trods dette at fortsætte uddannelsesplanen, jf. journalnotat fra januar 1992.
A kommune fortolkede SM O-125-94 således, at "ny fortolkning af retsreglerne" trådte i kraft på fremtidige sager og ikke tidligere sager. For A kommunes vedkommende var denne sag afgjort efter en anden - og ikke ulovlig praksis - og var for kommunens vedkommende afsluttet. Kommunen kunne ikke forestille sig, at alle § 43-sager skulle revurderes.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt SM O-35-92 og SM O-65-93 var udtryk for ny praksis, således at den "ny" fortolkning af retsreglerne gjaldt fremover i henhold til SM O-125-94 - eller hvorvidt SM O-35-92 og SM O-65-93 var udtryk for præcisering af hidtidig praksis.
